Det er et enormt område, og rummer noget af Danmarks mest uberørte natur.
Men det er samtidig et af Danmarks fineste, sammenhængende naturområder.
Det er et stort kvalitetsstempel til parken
Naturpark Åmosen blev etableret for ti år siden, og dækker et kæmpe område på Vestsjælland, der måler 45 kilometer fra den ene ende til den anden, og som rummer mere end 8600 hektar land.
Den er netop blevet gencertificeret - en milepæl, der mandag markeres med byrødder og borgmestre i de kommuner, som ligger omkring vandsystemet.
- Det er et stort kvalitetsstempel til parken og det arbejde, der foregår i den, siger direktør i Naturpark Åmosen, Paya Hauch Fenger.
Tissø, Store Åmose og Lille Åmose ligger i hjertet af parken og udgør et samlet naturområde langs vandets vej mod havet.
Siden er parkens certificering blevet forlænget flere gange - men det betyder ikke, at det er rutine for naturparken at få den.
- Det betyder faktisk rigtig meget for os, at vi får certificeringen igen.
- Det er ikke noget, der kommer af sig selv, og det betyder, at der sidder nogen mennesker udefra, der ved utrolig meget om natur, og kan sige, at det er enestående, det vi har her, siger direktøren.
Rummer sjældne arter
Naturpark Åmosen drives med støtte fra Nordeafonden og Holbæk, Kalundborg og Sorø Kommuner - og rummer en række sjældne fuglearter, sjældne blomster og hele 12 forskellige arter hjemmehørende orkideer.
Samtidig kan man besøge en række kirker og et af Danmarks vigtige vikingegårde i området.
Det meste af naturparken omfatter privat jord, men 80 procent af området er fredet, og det meste af området er også udlagt som Natura2000-område, der er EU's særlige klassifikation til særlig natur.
- Vi gør et stort skytte arbejde for at sørge for, at den særlige natur her i området ikke bliver ødelagt. Det handler om, at sørge for, at man både kan bruge naturen som led i fritidslivet, kan beskytte den - og samtidig sørge for, at naboerne kan leve med det, siger hun.
Også mosen syd for Tissø, Bøstrup Mose, er med i parken, og hele Tissøs afløb mod havet er med. Samtidig er Halleby Å og søen Flasken omfattet af naturparken.
Naturpark Åmosen var den første af de danske naturparker - men siden er yderligere 15 kommet til. Parkerne skal leve op til ti krav, der især handler om lokal forankring og kommunens engagement i parkens liv.
Samtidig er der krav til naturparkernes formidling og arbejdet med at forvalte dem.
Naturparkerne skal ikke forveksles med Naturnationalparkerne, der er udpeget af Miljøministeriet. De består af statsejede arealer, hvor naturen i højere grad end ved deres etablering kan udvikle sig på egne præmisser.