Stor indsats mod trafikdrab – trafikanter skal lære at ændre adfærd

Ny kampagne skal få trafikanter til at køre mere hensynsfuldt og opmærksomt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gennemsnitligt dør 70 mennesker i trafikken i Europa hver eneste dag.

Derfor deltager Danmark sammen med de øvrige medlemslande i Roadpol i en kampagne, som håber på at få bare én dag med nul trafikdræbte i Europa.

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Kampagnen hedder Sikre veje og gennemføres landet over fra torsdag den 16. september til onsdag den 22. september. Her vil der være fokus på alle færdselsarter og alle lovovertrædelser, skriver Rigspolitiet.

Adfærden skal ændres

Bilister udgør hovedparten af de dræbte og tilskadekomne i trafikken, men også fodgængere, cyklister, motorcyklister og knallertkørere er udsatte trafikanter, skriver Rigspolitiet.

Derfor er der fokus på alle typer af trafikanter i kampagnen.

- Vi arbejder hver eneste dag for at nedbringe antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken, hvorfor vi ikke vil acceptere, at nogle trafikanter blæser på love og regler. De skaber utryghed og bringer sig selv og andre i fare, siger Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter i pressemeddelelsen.

Læs også
Spritbilist rullede rundt på mark, kørte videre og var skyld i to uheld mere
Læs også
Spritbilist rullede rundt på mark, kørte videre og var skyld i to uheld mere

Indsatsen skal være med til at ændre den måde, folk opfører sig i trafikken, så der opstår færre farlige situationer.

- Hver eneste dag hører vi om uheld i trafikken. Uheld, der måske kunne være undgået, hvis vi havde været opmærksomme, haft fokus på at færdes i trafikken, løftet foden en anelse fra speederen, haft overskud til andre i trafikken, udvist empati, undladt at køre påvirket af spiritus eller euforiserende stoffer og helt generelt bare havde givet plads til hinanden og fulgt færdselsreglerne, skriver Rigspolitiet.

- I bund og grund handler det om at ændre adfærd. Det handler om at ændre en trafikkultur, så det at færdes i trafikken bliver en god og tryg oplevelse for alle, og det gælder, uanset om man er gående, cyklist, bilist, eller hvordan man ellers bevæger sig rundt i trafikken, siger Christian Berthelsen. 

Om trafikdrab i Danmark

  • 155 personer mistede livet i trafikken i 2020 (foreløbige tal fra vejdirektoratet).


  • For høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald.


  • 489 personer blev dræbt i ulykker med uopmærksomhed eller manglende orientering fra 2013 til 2018.


  • Hver femte dødsulykke i trafikken skyldes alkohol.


  • 33 procent af bilisterne bliver ofte irriteret over andres adfærd i trafikken.


  • 7 ud af 10 alvorlige cykelulykker sker i kryds.


Kilde: Rådet for Sikker Trafik



Nyhedsoverblik