Regeringen åbner grænsen for tyske turister

Regeringen fremlægger nu plan for genåbning af de danske grænser og præsenterer, hvordan rejsevejledningerne bliver efter 31. maj.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Statsministeriet holder lige nu pressemøde i Spejlsalen om en kommende grænseåbning.

quote Tyskland er vores største naboland og vores vigtigste samarbejdspartner

Statsminister Mette Frederiksen (S)

- Vi skal åbne Danmark kontrolleret, og vi skal gøre det skridt for skridt, siger statsminister Mette Frederiksen (S). 

- Vi er ikke ovre coronakrisen. Virussen er stadig iblandt os, og det gælder i Danmark, Europa og resten af verden. Smitten kan blusse op igen, pointerer Mette Frederiksen.

Grænsen mod Tyskland, Norge og Island åbnes

Grænserne til og fra Norge, Island og Tyskland vil blive åbnet fra den 15. juni.

- Tyskland er vores største naboland og vores vigtigste samarbejdspartner, siger Mette Frederiksen.

Turisterne skal dog kunne bevise, at de har ret til indrejse:

- Turister skal ved indrejse dokumentere, at de har booket et ophold på  mindst seks overnatninger uden for København.

Dermed kan både tyskere, nordmænd og islændinge krydse grænsen efter den 15. juni, og ligeledes kan danskere krydse grænsen mod de tre lande.

- Vi fraråder ikke længere ferierejser til Norge, Island og Tyskland fra den 15. juni, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Han understreger, at man stadig skal gå i 14 dages karantæne, når man kommer hjem til Danmark igen.

FAKTA: Nu kan man rejse til Tyskland, Island og Norge igen

Fredag har Udenrigsministeriet lempet rejsevejledningen, så danskere så småt kan begynde at rejse ud igen.

 

Se her, hvad der nu gælder:

  • Fra den 15. juni ændres vejledningerne for rejser til Tyskland, Island og Norge fra orange til gul. Det betyder, at man kan rejse ind, men at man fortsat skal være opmærksom på sin sikkerhed og holde sig opdateret om situationen.
     
  • Udenrigsministeriet opfordrer samtidig til, at man undgår at overnatte i byområder med 750.000 indbyggere eller derover i disse lande.
     
  • For resten af Europa og verden frarådes fortsat alle ikke-nødvendige rejser frem til den 31. august.
     
  • Regeringen er i dialog med Sverige og Finland, og der kan på den baggrund eventuelt blive foretaget yderligere lempelser i rejsevejledningerne inden den 31. august. For Sverige kan det for eksempel være regionalt med særligt fokus på Øresundsregionen.


 

Kilder: Udenrigsministeriet

På den anden side af sommeren åbnes resten af EU

På den anden side af sommeren vil regeringen se på at åbne Danmark op for de øvrige schengen-lande. Det ventes dog, at der bliver åbnet op for Finland inden.

quote Turister skal ved indrejse dokumentere, at de har booket et ophold på  mindst seks overnatninger uden for København

Statsminister Mette Frederiksen (S)

Udenrigsministeriets rejsevejledninger vil blive tilpasset efter i dag. Nu skifter farven til gul for Tyskland og de lande i Norden, der åbnes for, og det betyder, at man kan rejse til disse lande.

Udenrigsministeriet vil stadig fraråde rejser til storbyerne.

Til resten af verden vil Udenrigsministeriet også fraråde alle ikke-nødvendige rejser indtil 31. august, men det kan ændres for Sveringe og Finland.

Stikprøvetests ved grænserne 

Statsministeren forudser, at rigtig mange danskere vil holde sommerferie inden for landets grænser i år.

- Vores opførsel er afgørende for, hvordan tingene udvikler sig. Det gælder både herhjemme, men også for danskere, der rejser ud af landet hen over sommeren, siger Mette Frederiksen.

- Vi skal alle sammen blive ved med at gøre, hvad vi overhovedet kan gøre for at begrænse smittespredningen så meget som muligt. Derfor vil der være stikprøvetest ved grænsen og ude i sommerlandet, siger Mette Frederiksen.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) fortæller, at der periodevis vil blive stillet frivillige coronatest til rådighed ved de mest populære græseovergange og ved store sommerattraktioner.

Dermed håber myndighederne, at en ny smittespredning hurtig kan opdages.

FAKTA: Corona har holdt grænserne lukket over to måneder

I et stykke tid har Tyskland presset på for at få Danmark til at åbne grænserne for deres borgere, efter at de har været lukket som følge af coronasituationen.
 

Det har smertet i hjertet på mange, at grænselukningen skete 100 år efter Genforeningen. Men nu er Danmark klar til åbne yderligere for Tyskland, Norge og Island. Men ikke Sverige, der i højere grad døjer med corona, eller Finland.
 

Læs mere om nedlukningen her:

  • Siden 14. marts 2020 har Danmarks grænser været lukket på grund af coronasituationen. Meldingen kom dagen før på et pressemøde med statsminister Mette Frederiksen (S).
     
  • Antallet af konstaterede coronatilfælde var på 801, hvoraf 23 personer var indlagt, heraf 4 på intensivafdeling, og 2 i kritisk tilstand.
     
  • Den midlertidige grænselukning ville vare til og med 13. april, lød det. Lukningen var et politisk og ikke en sundhedsfaglig beslutning.
     
  • 6. april sagde Mette Frederiksen på et pressemøde, at grænserne ville forblive lukket til 10. maj. Det var en uge før deadline.
     
  • Efter en aftale om anden genåbning af Danmark 7. maj var meldingen i stedet, at regeringen senest 1. juni ville melde ud om grænserne. Det blev senere fremrykket til 29. maj.
     
  • 22. april lempede regeringen dog grænseåbningen. Nu kunne udenlandske statsborgere besøge deres ægtefæller, faste samlevere, børn og forældre.
     
  • Før forhandlinger 20. maj om udvidelse af fase to, gik blå blok samme med De Radikale og Alternativet om at lempe lukningen. Det skulle ske inden udgangen af maj. Statsministeren ville ikke lade sig "presse til noget, der ikke er forsvarligt". Kompromisset blev, at blev tilladt for udenlandske sommerhusejere at komme ind i Danmark. Desuden blev listen over anerkendelsesværdige formål for indrejse udvidet. Det betød, at kæreste kan komme ind i landet, hvis de kan fremvise bevis.
    Deadline for regeringens udmelding blev samtidig fremrykket.


    Kilde: Ritzau

Gradvis genåbning

I mandags udvidede regeringen det, der kaldes anerkendelsesværdige formål. Her blev det tilladt for kærester i Tyskland og de nordiske lande at se hinaden, hvis de kan fremvise bevis.

Læs også
Uklarhed om grænseåbning får kritik - sommerhusudlejere har brug for de tyske turister
Læs også
Uklarhed om grænseåbning får kritik - sommerhusudlejere har brug for de tyske turister

Nu åbner regeringen yderligere - men forsigtigt - op for at turister kan krydse grænsen.

- Vi ville ikke åbne op, hvis ikke vi mente, at det var forsvarligt. Men det beror på stor usikkerhed, det er klart, siger Mette Frederiksen.

Det vigtigste ifølge statministeren er, at alle - også turisterne - fortsætter de gode takter i forhold til hygiejne.

Danmarks grænser har været lukket i mere end to måneder siden den 14. marts som følge af coronavirus-udbrudet.


Nyhedsoverblik