Nyhedsoverblik

Sammenfald mellem kræft og manglende tænder

Der kan være en sammenhæng mellem manglende blivende tænder hos børn og sjældne kræftsygdomme.

Det er den foreløbige konklusion fra forskere på Aarhus Universitetshospital, der har gennemgået data for 2,5 millioner danskere, der er født mellem 1977 og 2018.

Her var der en overrepræsentation af personer, der udviklede kræftformer som blandt andet knoglekræft og levertumorer og manglede en eller flere blivende tænder.

- Det var overraskende, at vi fandt en mulig sammenhæng med flere forskellige sjældne kræftformer hos børn og unge, for det er ikke tidligere beskrevet.

- I den sammenhæng er det dog også vigtigt at pointere, at selv om der er tale om en væsentlig øget risiko, så er det stadig meget sjældne kræftformer, og derfor er risikoen for det enkelte barn fortsat lav, siger ph.d.-studerende Saga Eiset fra Institut for Klinisk Medicin - Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital.

Opgaven bliver nu at blive klogere på, hvorfor det forholder sig sådan. Forskerne arbejder med en tese om, at de signalveje, der har betydning for anlæg af tænder hos børn, også spiller en rolle i udviklingen af kræft.

Nu venter genetiske undersøgelser af familier, der har været ramt af de omtalte kræftformer.

Hvis det lykkes at identificere et eller flere syndromer, som øger risikoen for kræft, kan der være en chance for at diagnosticere risikoen tidligere og sætte ind med målrettede behandlinger.

Projektet er støttet af Børnecancerfonden med 1,2 millioner kroner.