Nyhedsoverblik

Sænker krav til værnepligtige

Forsvaret har opdateret sine helbredskrav til værnepligtige.

Blandt andet kan personer under 155 centimeter ikke længere blive afvist udelukkende på grund af deres højde.

Det skriver DR Nyheder, som er i besiddelse af et internt notat fra Forsvarsministeriet.

Ifølge mediet er ændringerne i helbredskravene nogle af de mest omfattende nogensinde.

Listen over krav er mere end 100 sider lang. Det er den liste, der er med til at afgøre, hvorvidt en person er egnet til at være værnepligtig.

Foruden højde er også kravet om at have et BMI inden for en bestemt skala blevet ændret til alene at være vejledende.

Derudover kan en stor barm ikke længere bruges som grundlag for en afvisning som værnepligtig.

Tidligere er personer blevet afvist, hvis det blev vurderet, at de havde "seksuelle afvigelser". Det krav er nu fjernet.

Det er dog stadig et krav, at en person ikke må være medicineret for ADHD, hvis vedkommende vil være værnepligtig.

Kravene til ordblinde er ikke ændret. Dermed er det fortsat graden af ordblindhed der afgør, om man kan blive erklæret egnet til værnepligt.