Risiko for kø på motorveje - der skal lægges ny klimavenlig asfalt

18 kilometer ny klimavenlig asfalt skal lægges på flere motorvejsstrækninger i TV2 ØST's sendeområde. Asfaltsarbejdet vil stå på i op til tre uger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fra den 8. august vil der på flere motorvejsstrækninger i regionen være ekstra risiko for kødannelse og længere rejsetid end normalt. 

Men den ekstra rejsetid i de op til tre uger, hvor arbejdet står på, er i den gode sags tjeneste. Der skal nemlig lægges ny og klimavenlig asfalt. Resultatet bliver en mere jævn asfalt og en bedre køreoplevelse for trafikanterne. 

- Asfalten reducerer bilens rullemodstand, det vil sige, at bilen bruger mindre brændstof, og dermed udledes der mindre CO2, når man kører på den type asfalt. Det, at rullemodstanden mindskes, betyder ikke, at asfalten er glattere, så man skal ikke frygte for sikkerheden, fortæller Christian Axelsen, der er projektleder i Vejdirektoratet. 

Konkret drejer det sig om følgende strækninger:  Cirka syv kilometer af E55 Sydmotorvejen ved Høsten sydgående retning mod Falster, cirka syv kilometer af E20 Vestmotorvejen ved Sorø vestgående retning mod Slagelse og cirka fire kilometer af E20 Vestmotorvejen ved Ringsted østgående retning mod Køge.

Læs også
Ny asfalt skal gøre motorvej mere klimavenlig
Læs også
Ny asfalt skal gøre motorvej mere klimavenlig

Asfaltarbejdet starter med, at den gamle belægning fræses af. Herefter udføres der lokale reparationer i den underliggende belægning. Endelig udlægges der ny belægning, og til slut påføres der striber.

Konsekvenser for trafikanterne

I perioder hvor der ikke arbejdes, er der åbent for trafik i fuldt omfang. Der køres dog periodevist på fræset eller uafstribet overflade. Derfor vil der være nedsat hastighed på strækningen.

Arbejdet er vejrafhængigt. Det kan derfor ske, at arbejdet må udskydes på grund af vejrforhold.

Se de konkrete trafikale ændringer her:

I Sorø vil arbejdet på hverdage bliver udført som aften- og natarbejde fra kl. 19.00 til 05.00.

I arbejdsperioderne ledes den vestgående trafik over i østgående spor med ét farbart spor i begge retninger.

Fra- og tilkørselsrampe 37 Sorø i vestgående retning vil være spærret i arbejdsperioderne.

Rasteplads Tuelsø Nord og Circle K vil periodevis være spærret i arbejdsperioderne.

I Ringsted vil arbejdet på hverdage bliver udført som aften- og natarbejde fra kl. 18.30 til 05.00. Endvidere søndage fra kl. 20.30 til 05.00.

I arbejdsperioderne ledes den østgående trafik over i vestgående spor med ét farbart spor i begge retninger.

Frakørselsrampe 36 Ringsted N i østgående retning vil være spærret i arbejdsperioderne.

Ved Høsten vil arbejdet på hverdage bliver udført som aften- og natarbejde fra kl. 18.30 til 04.30. Endvidere søndag den 15. august fra kl. 20.00.

I arbejdsperioderne ledes den sydgående trafik over i nordgående spor med ét farbart spor i begge retninger.

Frakørselsrampe 36 Haslev i sydgående retning vil være spærret i arbejdsperioderne. Rasteplads Piberhus vest vil være spærret i arbejdsperioderne.



Nyhedsoverblik