Nyhedsoverblik

Rejsekort-app snart klar

Så skulle det endelige være så vidt. Rejsekortet bliver digitalt til næste år.

Rejsekort & Rejseplan A/S, der står bag rejsekortsystemet, har indgået aftale om udviklingen af en app, der gør det muligt at tjekke ind og ud med en mobiltelefon.

Det er schweiziske Fairtiq, der har fået kontrakten på at levere appen, og leverandøren er blandt andet valgt på baggrund af sin erfaring med lignende løsninger andre steder.

- Det har været en prioritet at vælge en velafprøvet løsning, der er enkel og nem for de rejsende at anvende, så vi hurtigt kan levere rejsekort-appen til gavn for de rejsende i kollektiv transport, siger Kasper A. Schmidt, der er administrerende direktør i Rejsekort & Rejseplan A/S.

Sidste efterår blev der gennemført en pilottest med en lignende app i Nordjylland, og en rundspørge har vist, at to ud af tre brugere af rejsekort ønsker sig en mobilapp.

En af funktionerne i den nye app bliver, at brugeren bliver mindet om at tjekke ud, hvis man ser ud til at have glemt det.