En aftale bliver tidligst præsenteret onsdag formiddag, siger Michael Ziegler, formand for løn og personaleudvalget i Kommunernes Landsforening (KL).
Han forhandler på vegne af de kommunale arbejdsgivere.
- Sådan en slutforhandling kan tage alt fra et døgn til et par døgn. Best case er, at vi kommer ud i morgen formiddag og er færdige, lyder det tirsdag.
Sammenlagt forhandles der på vegne af cirka 150.000 i regionerne og godt en halv million i kommunerne. Det skriver Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) på sin hjemmeside.
Søndag faldt overenskomsten for de 190.000 statsansatte på plads. De fik en stigning i lønrammen på 8,8 procent over to år.
Den plejer at udstikke rammerne for de mange tusinde kommunalt og regionalt ansatte.
På det kommunale område drives blandt andet daginstitutioner, skoler og ældrepleje.