Overblik over genåbning: Se her, hvad der åbner tirsdag

Fra tirsdag åbner de liberale erhverv som frisører og kosmetologer samt skoler og uddannelser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag genåbner landets liberale erhverv, blandt andet landets frisører, med krav om fremvisning af en negativ coronatest.

Her kan du få et overblik over, hvad der åbner:

6. april: Skoler, uddannelse og liberale erhverv

5. til 8. klasse kan vende tilbage til skolerne med 50 procent fysisk fremmøde - det vil sige hver anden uge. Det samme gælder på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser.

På de videregående uddannelser kan afgangsstuderende på uddannelser med mange praktiske fag vende tilbage med 50 procent fysisk fremmøde, det vil sige hver anden uge. Alle øvrige studerende på de videregående uddannelser kan vende tilbage med 20 procent fysisk fremmøde - det vil sige én dag om ugen.

De liberale serviceerhverv kan også genåbne. Det drejer sig om frisører, massører, tatovører, kosmetologer, solarier og køreskoler.

Læs også
Frisører om snarlig genåbning: - Det er hækkesaksen, vi skal have frem
Læs også
Frisører om snarlig genåbning: - Det er hækkesaksen, vi skal have frem

Der vil gælde krav om anvendelse af mundbind eller visir samt retningslinjer for smitteforebyggelse, som aftales nærmere i sektorpartnerskabet. Der vil endvidere være krav om anvendelse af coronapas.

13. april: Indkøbscentre og arkader

Indkøbscentre, stormagasiner, arkader med videre med et areal på 15.000 kvadratmeter eller derunder kan genåbne. Det gælder dog ikke for biografer, restauranter og caféer med videre, som er lokaliseret i indkøbscentret.

Der vil gælde arealkrav og krav om mundbind eller visir samt retningslinjer vedrørende afstand.

21. april: Udendørsservering og museer

De store indkøbscentre og stormagasiner åbner for almindelig handel med videre.

Der åbnes for udendørsservering på blandt andet restauranter og cafeer med krav om fremvisning af negativ coronatest.

Museer, kunsthaller samt biblioteker genåbner med krav om coronapas.

Desuden åbnes der op for indendørs idræt i organiseret regi for børn og unge under 18 år uden coronapas. Det er dog endnu ikke klart, præcis hvilke konkrete sportsgrene der er omfattet.

6. maj: Indendørsservering, spillesteder og biografer

Indendørs servering på restauranter og cafeer med videre åbnes med krav om coronapas.

Konferencer, spillesteder, teatre, biografer og lignende øvrige lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter, genåbnes også med krav om coronapas.

Desuden åbnes – med coronapas – for indendørs idræt for voksne over 18 år.

21. maj: Idræts-, fritidsaktiviteter og aftenskoler

De resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter, som ikke er åbnet i forrige faser, genåbner nu - dog med krav om coronapas.

Indendørsfaciliteter i forlystelsesparker, zoo, legelande med videre genåbnes også.

Daghøjskoler og aftenskoler genåbner også.

Om coronapasset:

Hvad skal coronapasset bruges til?

  • Coronapasset er blevet en central del af genåbningen af Danmark. Det skyldes, at Folketingets partier har vurderet, at flere dele af samfundet kan genåbne hurtigere, hvis kunder og besøgende kan dokumentere, at de ikke er sandsynlige smittebærere.

Hvornår er coronapasset gyldigt?

  • Hvis man har et negativt testsvar fra PCR- eller lyntest, som er maksimalt tre døgn - 72 timer - gammelt.
  • Hvis man tidligere har været smittet med coronavirus og har et positivt testsvar, der er mellem 2-12 uger gammelt.
  • Hvis man er blevet fuldt vaccineret for coronavirus og kan fremvise dokumentation. Der fremgår intet om varigheden af vaccinen.

* Børn under 15 år er undtaget kravene.

Hvor og hvornår skal coronapasset bruges?

  • Coronapasset kan bruges flere steder, i takt med at flere dele af samfundet åbner. Genåbningen ventes at ske med to ugers intervaller.
  • Fra 6. april skal coronapasset bruges til de liberale erhverv, når de genåbner. Det gælder for eksempel frisører, skønhedsklinikker, massører og tatovører.
  • To uger senere - fra 21. april - skal man fremvise coronapasset for at få adgang til udendørsservering på restauranter og caféer. Det gælder desuden på museer, kunsthaller og biblioteker, som også ventes at åbne her.
  • Fra 6. maj er det planen, at coronapasset skal bruges, når der åbnes for indendørsservering på restauranter og caféer, i biografen, på spillesteder og i teatre.

På samme tidspunkt ventes indendørs idræt at åbne for voksne over 18 år. Her skal der også fremvises et coronapas.

  • Fra 21. maj ventes de resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter at genåbne.

Samtidig kan daghøjskoler, aftenskoler samt indendørsfaciliteter i forlystelsesparker, zoologiske haver og legelande åbne.

Alle steder vil fremvisning af coronapas være et krav.

  • Det er desuden også planen, at coronapasset skal have betydning for, om man kan rejse til udlandet på ferie. Detaljerne er partierne dog ikke blevet enige om endnu. Det ventes i nogen grad at skulle koordineres med øvrige EU-lande.

Hvad gør man, hvis man ikke kan tilgå digital post?

  • Fra den 9. april vil færdigvaccinerede borgere, der er fritaget for digital post, få deres vaccinationsdokument tilsendt fysisk. De undgår altså e-Boks.
  • Derudover er Sundhedsministeriet i gang med at få etableret en telefonlinje, hvor borgere har mulighed for at bestille et printet vaccinationspas. Hvis man af andre årsager hellere vil have det fysisk.
  • Skal man bruge fysisk dokumentation på et testsvar, kan man printe den.

Ved en negativ PCR-test kan man printe et såkaldt testpas via sundhed.dk.

Har man fået et negativt svar på en lyntest, kan man henvende sig til personalet på lyntest-centreret.

Kilder: Erhvervsministeriet, Sundhedsministeriet og sundhed.dk.


Nyhedsoverblik