Nyhedsoverblik

Opfordrer til opgør med kirkers særret

Kommunernes Landsforening (KL) opfordrer kraftigt til et opgør med kirkernes særret mod opførelse af vindmøller og solceller.

Meldingen kommer i forbindelse med regeringens forslag til en ny planlov. Af det fremgår, at kirkens indsigelsesret over vedvarende energi tæt på kirkebygninger fastholdes.

Regeringen vil dog afgrænse, hvor store arealer kirkernes stifter kan gøre indsigelser mod.

Vedtages den nye planlov, gælder muligheden for at gøre indsigelse inden for en kilometers afstand fra en kirkebygning. For vindmøller på 250 meters højde har kirkernes stifter indsigelsesret op til to kilometer fra kirkens arealer.

Ifølge et kort fra KL på baggrund af tal fra Kirkeministeriet betyder afgrænsningen, at kirkerne har mulighed for at gøre indsigelse mod vedvarende energi på halvdelen af Danmarks samlede areal.