Nu kan mindre bysamfund søge støtte til lokale projekter – Nordea-fonden står klar med 50 millioner kroner

Nordea-fonden lancerer en ny pulje på i alt 50 millioner kroner, der skal hjælpe de små bysamfund i gang efter coronapandemien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er masser af både ideer og initiativer ude i landets små bysamfund, men de bliver ofte bremset, før de knapt er gået i gang, på grund af manglende økonomi.

Derfor har Nordea-fonden valgt at afsætte 50 millioner kroner til at støtte og styrke fællesskabet ude i de mindre byer, der har brug for en håndsrækning oven på coronapandemien.

quote Som lokalsamfund kan man sagtens sidde med en masse gode ideer som let strander på, at der ikke er nok økonomi

Søren Møberg-Poulsen, Havnsø

Puljen kaldes ”Her bor vi” og er en gentagelse af en tilsvarende pulje, som mindre bysamfund kunne søge i efteråret. Her valgte over en tredjedel af de i alt 1.300 småbyer at søge.

Det skriver Nordea-fonden i en pressemeddelelse.

- Hvis vi havde været i tvivl, så overbeviste den store søgning os om, at der er et kæmpe potentiale ude i de små lokale bysamfund. Rigtig mange ildsjæle vil gerne yde en indsats for fællesskabet, men de har ofte brug for et ekstra rygstød, særligt efter coronapandemien, og det giver vi dem hér, siger Christine Paludan-Müller, der er uddelingschef i Nordea-fonden.

Projektet "Faxe Ladeplads i bevægelse 2021" er et andet af de projekter, der fik støtte i efteråret 2021. Projektet skal få flere børn, unge og voksne ud af hjemmene og ind i nogle gode fællesskaber, der skaber bedre livskvalitet og mere nærvær.
Projektet "Faxe Ladeplads i bevægelse 2021" er et andet af de projekter, der fik støtte i efteråret 2021. Projektet skal få flere børn, unge og voksne ud af hjemmene og ind i nogle gode fællesskaber, der skaber bedre livskvalitet og mere nærvær. Foto: f

Nyt kriterie med grønt fokus

Puljen kan søges af alle mindre byer, der har mellem 200 og 5.000 indbyggere.

Fonden fokuserer på at få flere folk ud i naturen og på at skabe gode rammer og aktiviteter for småbørnsfamilier. Derudover har Nordea-fonden tilføjet et ekstra kriterie i den nye pulje, der lægger vægt på grønne, bæredygtige og/eller klimaforbedrende aktiviteter i lokalsamfundet.

Der er med andre ord større sandsynlighed for at modtage støttekroner, hvis man eksempelvis vil gennemføre et projekt med fokus på genbrug eller klimavenlighed.

Bevægelsespark i Havnsø 

I efteråret endte 139 af de i alt 571 ansøgere med at få støtte fra fonden.

Et af de støttede projekter er en bevægelsespark i den lille by Havnsø, der ligger i Kalundborg kommune. Byen på cirka 950 indbyggere har længe sukket efter et socialt samlingssted for både store og små.

- Jeg flyttede til Havnsø for tre år siden, og på daværende tidspunkt havde jeg en 2-årig datter. Når vi skulle på legeplads, skulle vi køre 20 til 30 kilometer. Så Havnsø manglede et sted, hvor børnene kunne lege, og hvor forældre og borgere kunne få et socialt mødested, fortæller Søren Møberg-Poulsen, der har været primus motor på bevægelsesparken, til TV2 ØST.

Søren Møberg-Poulsen er formand for Havnsø Havnebad, der er den forening, som har stået for at søge penge til etablering af bevægelsesparken. Med efterårets tilskud fra Nordea-fonden er ønsket nu endelig blevet en realitet, og den 27. marts i år kunne byen indvie området på havnen, der består af en legeplads, et fitnessområde og en petanquebane.

Byens børn ventede spændt på, at bevægelsesparkens legeplads kunne tages i brug. Bevægelsesparken blev indviet den 27. marts 2021.
Byens børn ventede spændt på, at bevægelsesparkens legeplads kunne tages i brug. Bevægelsesparken blev indviet den 27. marts 2021. Foto: Havnsø Havnebad

Projektet har kostet 450.000 kroner i alt, og Nordea-fonden har støttet med 278.000 kroner, som har dækket udgifterne til fitnessmaskinerne og petanquebanen. De resterende penge til legepladsen er kommet fra Kalundborg Kommune.

- Det har betydet meget. Som lokalsamfund kan man sagtens sidde med en masse gode ideer som let strander på, at der ikke er nok økonomi. Men når man pludselig oplever, at der er økonomisk opbakning, så bliver det betydeligt nemmere at etablere en gejst og en villighed blandt frivillige i byen, siger Søren Møberg-Poulsen.

Byen er kommet på landkortet

Ifølge Søren Møberg-Poulsen har der været stor tilstrømning til bevægelsesparken, siden den blev indviet – og så har projektet også haft nogle afsmittende effekter, som borgerne slet ikke havde forestillet sig.

- Jeg havde en sjov oplevelse, lige efter den var blevet indviet, hvor en ejendomsmægler fra en naboby ringede til mig og sagde: ”Jeg vil bare lige sige tak for alt det, I gør, for jeg kan sælge alt i Havnsø nu”.

- Så folk får pludselig lyst til at flytte herud, og vi kommer på landkortet, siger Søren Møberg-Poulsen.

Stor hjælp fra frivillige

Hos Nordea-fonden har man fokus på, at pengene går til projekter, der kan hjælpe med at styrke det frivillige foreningsliv.

- Netop efter en tid, hvor de fleste af os har måttet isolere os, så har vi brug for at komme afsted, være en del af og bidrage til et fællesskab, siger Christine Paludan-Müller.

Læs også
3,9 millioner kroner på vej til projekter i 10 byer her i regionen
Læs også
3,9 millioner kroner på vej til projekter i 10 byer her i regionen

Det er projektet i Havnsø et pragteksemplar på, da Søren Møberg-Poulsen vurderer, at der er lagt hundredevis af frivillige arbejdstimer i opførelsen af bevægelsesparken. Her har en frivillig maskinfører eksempelvis stået for at grave hele området ud, et lokalt firma har leveret gravemaskinen, og mange andre frivillige har stået for at plante blomster, flytte sand og lignende.

- Efter vi har fået det bygget, og mens vi har gået og lavet det, har jeg mødt en del nye mennesker. Når man ikke har sådan nogle faciliteter, så bliver det hurtigt en soveby, hvor man knapt kender sin nabo. Sådan et mødested som bevægelsesparken gør, at man får et lokalt, socialt liv. Og det har stor betydning, siger han.

De frivillige bag opførelsen af bevægelsesparken i Havnsø har blandt andet stået for at flytte 120 ton sand.
De frivillige bag opførelsen af bevægelsesparken i Havnsø har blandt andet stået for at flytte 120 ton sand. Foto: Havnsø Havnebad

Søren Møberg-Poulsen opfordrer derfor alle mindre bysamfund til at søge puljen, hvis de har en god idé, der kan skabe værdi og sammenhængskraft i byen. 

Nordea-fondens nye "Her bor vi-pulje" kan søges fra torsdag 6. maj, og ansøgningsfristen er den 23. september 2021. Puljen er på 50 millioner kroner, og der kan søges fra 100.000 kroner til 1 million kroner per projekt. 


Nyhedsoverblik