Nyhedsoverblik

Nu kan du tjekke ind i toget på mobilen

Når man rejser med tog, bus eller metro kan man nu selv tjekke ind via DSB's mobilapp.

Det skriver DSB i en pressemeddelelse mandag.

Den nye tjek ind-funktion gør ifølge Jens Visholm, der er kommerciel direktør i DSB, at det bliver nemmere at tage toget.

- Med "Check ind" gør vi det lettere at være kunde i toget, og vi giver vores kunder mulighed for at samle alle deres billetter og rejser i én app, siger han i meddelelsen.

DSB oplyser også, at man med den nye funktion i appen kan skifte transportmiddel. For eksempel kan man skifte fra tog til bus, letbane eller metro.

Prisen er ofte den samme som ved et personligt rejsekort, fremgår det af DSB's hjemmeside.

Når man er færdig med rejsen, kan man selv tjekke ud. Hvis man glemmer det, tjekker appen automatisk en ud efter 15 minutter.

Funktionen kan bruges i al offentlig transport på Sjælland, Jylland og Fyn.