- Nedbøren er så småt ved at gå over i regn, og ved midnat vil der primært falde regn og finregn, siger vagthavende meteorolog ved DMI, Steen Hermansen.
Ifølge meteorologen er der i løbet af dagen faldet mellem tre og seks centimeter sne de fleste steder.
Det vil dog fortsat være blæsende i vores landsdel i løbet af aftenen med en frisk til hård vind med vindstød af kulingstyrke ude ved kysterne.
- Det har selvfølgelig også betydning for vandstanden. I Køge Bugt forventer vi en forøget vandstand på mellem 115 og 130 centimeter, men der er lidt usikkerhed omkring det, siger Steen Hermansen.
Vejdirektoratet oplyser, at der er saltet på veje over hele landet, men at der kan være snefygning nogle steder. De opfordrer til, at man kører forsigtigt og orienterer sig på trafikinfo.dk inden man begiver sig ud i trafikken.