Nyhedsoverblik

Markant vejrskifte søndag

Et lavtryk under udvikling passerer nord om landet søndag, og det sender et område med kraftig blæst ind over landet.

Det skriver TV 2 Vejret.

Allerede fra morgenstunden er der målt vindstød af stormstyrke i det nordlige Jylland, og det blæsende vejr fortsætter dagen igennem.

Til gengæld ser det ud til at holde tørt de fleste steder, selvom der stedvis kan komme en byge forbi.

Samtidig kommer der god plads til solen i dag, selvom vinden lægger en dæmper på nydelsen af vejret.

Mod nord er det især først på dagen, at det blæser kraftigt, og i Jammerbugten er der risiko for vindstød af stormstyrke.

I resten af landet tiltager blæsten frem mod frokost, da solens varme skaber omrøring i luften og dermed anledning til kraftigere vindstød over land.

I det meste af landet er der også udsigt til god plads til solen, da der ikke er mange skyer på himlen.

Ved frokosttid ventes der at opstå enkelte byger i det midtjyske, som kan drive ind over de østlige egne i løbet af eftermiddagen.

Bygerne bliver kortvarige og ventes ikke at smide særlig meget nedbør af sig.