Konservativt valgløfte om flere familielæger møder skepsis: - Der skal mere til

Konservative vil give danskere adgang til egen familielæge ved at uddanne 1.500 flere praktiserende læger frem mod 2028. Men er det realistisk?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mangel på læger er et udbredt problem. Ikke mindst her i regionen, hvor mange borgere står uden en fast praktiserende læge, også kendt som en familielæge.

Ifølge Det Konservative Folkeparti skal problemet løses ved at uddanne 1.500 flere praktiserende læger frem mod 2028. Blandt andet ved at øge antallet af pladser på speciallægeuddannelsen i almen medicin i perioden 2023-2028.

Sådan lyder et udspil fra partiet under valgkampen, hvor partiet slår sig op på et løfte om, at alle skal have deres egen familielæge.

quote Det bliver svært at gøre det attraktivt at komme derned

Camilla Høegh-Guldberg

Den konservative folketingskandidat, Brigitte Klintskov Jerkel, der stiller op i Sjællands Storkreds, mener, at de 1.500 ekstra uddannede praktiserende læger i 2028 vil øge chancen for, at flere borgere får mulighed for at få egen familielæge, og det kan have en forebyggende effekt.

- Det er trygheden i, at det er ens egen læge, der kender ens sygehistorik, og hvis man føler sig tryg ved at komme til lægen, er chancen for at man går til lægen tidligere større, og på den måde kan vi forebygge udvikling af sygdomme, siger Brigitte Klintskov Jerkel.

Brigitte Klintskov Jerkel(K) mener, at forslaget vil være med til at gøre det trygt for borgerne at tage til lægen regelmæssigt.
Brigitte Klintskov Jerkel(K) mener, at forslaget vil være med til at gøre det trygt for borgerne at tage til lægen regelmæssigt. Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST

Er det realistisk?

Her på TV2 ØST har vi undersøgt, hvor realistisk det her udspil er at føre ud i livet i vores område.

Ifølge formand for PLO-Sjælland, Camilla Høegh-Guldberg kan det blive en udfordring at få de praktiserende læger til at flytte ud fra hovedstaden og til Region Sjælland.

- Vi har mange patienter med kroniske sygdomme, rigtig mange er overvægtige og rigtig mange ryger. Jo længere vi kommer sydpå, altså ned på Lolland-Falster, der har vi en stor gruppe, som har kroniske sygdomme, men det er også det sted, hvor vi har færrest læger, siger Camilla Høegh-Guldberg.

quote Der skal mere til specielt i de områder, der er hos os

Camilla Høegh-Guldberg

- Derfor bliver det svært at gøre det attraktivt at komme derned. Det er langt væk fra hovedstaden, hvor man måske bor, hvor ens børn går i skole eller børnehave, og hvor partneren måske har et arbejde, siger Camilla Høegh-Guldberg.

Flere uddannelsesstillinger

De 1.500 flere uddannede læger vil også betyde, at der vil komme flere uddannelsesstillinger til de studerende. Men Camilla Høegh-Guldberg mener ikke, at lægerne automatisk vil komme til provinsen, fordi stillingerne er der.

- Det er en grundlæggende forudsætning, at man laver de ekstra stillinger. Så er rammerne skabt for, at der kan komme flere til Region Sjælland, men det er ikke nok. Der skal mere til specielt i de områder, der er hos os, siger Camilla Høegh-Guldberg.

Camilla Høegh-Guldberg mener, at der skal gøres en stor indsats, hvis man vil have flere læger til provinsen.
Camilla Høegh-Guldberg mener, at der skal gøres en stor indsats, hvis man vil have flere læger til provinsen. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Hun mener, at en fordeling af uddannelsesstillingerne på hospitalerne kan være en løsning til at få læger til at flytte fra storbyen til provinsen.

- Måske skal vi forfordele Region Sjælland, så vi får flere uddannelsesstillinger i forhold til Hovedstaden. Så vi måske prøver at skubbe lægerne ud i provinsen i en periode. 

- Vi kan også prøve at kombinere stillingerne. Så man noget af tiden arbejder på afdelinger i Hovedstaden og noget af tiden arbejder i praksis på Sjælland. På den måde kan man gøre det attraktivt for de unge læger at vælge de stillinger, siger Camilla Høegh-Guldberg.

Nordic Medicare
Læs også
Endnu en familielæge går på pension: Nu har Nordic Medicare 30.000 patienter
Nordic Medicare
Læs også
Endnu en familielæge går på pension: Nu har Nordic Medicare 30.000 patienter

Fagforeningen Yngre Læger mener, at der skal gøres en indsats ude på de lokale sygehuse rundt om på Sjælland for, at det bliver attraktivt for lægerne at flytte dertil.

- Man kan ikke læne sig tilbage og sige, hvis bare vi uddanner nok, så skal nogle af dem nok flytte til provinsen. Der er man simpelthen nødt til at sætte sig ned og sige, hvis vi skal have nogle til at slå sig ned som praktiserende læge her hos os: Hvad skal der så til? siger Helga Schultz, der er formand for Yngre Læger.

quote Det kan da godt være, at man er nødt til at oprette en regionsklinik

Brigitte Klintskov Jerkel

- Det allervigtigste for at tiltrække yngre læger er, at man sikrer at både uddannelsesmiljøet og arbejdsmiljøet er i orden. Og så siger det sig selv, at der skal være nok tutorlæger hos de praktiserende læger, hvis de skal tage imod flere læger, der skal uddanne sig til speciallæge i almen medicin, siger Helga Schultz.

Regionsklinikker som alternativ

Både Yngre Læger og PLO-Sjælland fokuserer på, hvordan blandt andet regionsklinikker kan være en alternativ løsning på lægemangel. En regionsklinik er en lægeklinik, som regionen opretter, hvis der er mangel på praktiserende læger i området. Lige nu er der fire regionsklinikker i Region Sjælland. 

Anders Beich
Læs også
Ny løsning for mangel på læger - køres ind til praksis i minibus
Anders Beich
Læs også
Ny løsning for mangel på læger - køres ind til praksis i minibus

Men de Konservatives Brigitte Klintskov Jerkel ser ikke, at regionsklinikkerne skal vare ved.

- I en overgangsperiode, hvor man står og mangler læger, som man gør nu, kan det da godt være, at man er nødt at oprette en regionsklinik, men på den lange bane skal det være sådan, at de alment praktiserende læger kan slå sig ned og have deres egen lægepraksis, så man på den måde kan få sin egen læge.

Individuelle løsninger

Camilla Høegh-Guldberg er enig i, at alle skal have ret til deres egen læge, men hun mener også, at der skal ydes en ekstra indsats.

-  Vi skal sørge for, at der både er gode boliger, skoler, et arbejde til ægtefællen og nogle ordentlige arbejdsforhold, som måske kan være fleksible i en periode, hvor folk flytter ned. Jeg tror, det handler om at lave individuelle løsninger til de læger, vi prøver at rekruttere, siger Camilla Høegh-Guldberg.


Nyhedsoverblik