Kommuner drukner i vaccine-henvendelser: - Vi har fire medarbejdere, der udelukkende tager telefoner

Flere kommuner bliver i øjeblikket bombarderet med spørgsmål fra bekymrede borgere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Hvorfor bliver jeg ikke indkaldt? Har I glemt mig? Hvor står jeg på listen? Hvorfor kan jeg ikke blive vaccineret nu?

Medarbejderne i Holbæk Kommune modtager i disse dage talrige opringninger og beskeder fra borgere, der vil have indsigt i vaccineindsatsen mod coronavirus.

- Det presser vores medarbejdere. De bruger meget tid på at besvare borgere og pårørende, der ringer ind omkring vaccinationer, og det gør, at de har mindre tid til deres kerneopgaver som er at servicere kommunens ældre i hjemmene, fortæller John Harpøth (DF), viceborgmester og formand for udvalget for ældre og sundhed i Holbæk Kommune, til TV2 ØST.

Flere kommuner under pres

I Slagelse Kommune er man også hårdt presset af de mange henvendelser.

- Vi har fire medarbejdere, der udelukkende sidder og tager telefoner. De bliver taget fra andre opgaver, de er ansat til, og så kan vi ikke have fokus på de borgernære opgaver, siger Unnie Oldenburg (A), der er fungerende formand i kommunens forebyggelses- og seniorudvalg.

Hun opfatter det som positivt, at borgerne tager kontakt til kommunen, men opfordrer til, at man kontakter Region Sjælland, hvis man har spørgsmål.

- Det er forståeligt at være bekymret, men det hjælper ikke at presse sundhedspersonalet, siger hun.

Ikke kommunens opgave

Næstved Kommuner er ikke i ligeså stor omfang som i Holbæk og Slagelse kommuner, men dens medarbejdere bruger stadig tid på borgere, der er bange for at blive glemt i vaccinationsindsatsen. 

- Vi er ikke lagt ned, men vi får mange henvendelser, fortæller direktør Jakob Bigum Lundberg.

Er det jeres opgave at besvare henvendelser om vaccinationer?

- Nej, det er ikke vores opgave. Det er regionens og sundhedsmyndighedernes opgave, men mange af borgerne er ældre, som vi kender i vores ældrepleje, og sårbare borgere på vores botilbud. Derfor har vi en adgang til dem, og derfor synes jeg, vi skal hjælpe i det omfang, vi kan, siger han.

Rækkefølgen for vaccination mod coronavirus.

1. Personer som bor i plejebolig mv.

2. Personer med alder ≥ 65 år som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp.

3. Personer med alder ≥ 85 år.

4. Personale i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion.

5. Udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19.

6. Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb ved COVID-19 eller pårørende, som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson.

7. Personer på 80-84 år.

8. Personer på 75-79 år.

9. Personer på 65-74 år.

10. Personer på under 65 år, som har tilstande og sygdomme, som medfører øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19.

11. Personale, der varetager øvrige samfundskritiske funktioner.

12. Øvrige befolkning, fx segmenteret efter alder.

Prioriteringen bygger på en sundhedsfaglig vurdering af, hvordan man bedst beskytter de mest sårbare borgere og frontpersonale og samtidig sikrer, at smittespredningen bremses. 

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Følg med i medierne

Udover kommunens fagmedarbejdere fortæller John Harpøth, at han også selv bliver bombarderet med spørgsmål fra kommunens borgere.

Er det ikke forståeligt, at folk ringer, når de er bekymrede?

- Jeg forstår godt frustrationerne. Det er også derfor, vi gerne vil have hjælp fra medier, så vi kan kommunikere ud, at borgerne ikke er glemt, siger han.

20210105-180042-L-1920x1079we
Læs også
Britisk mutation på fremmarch: - Vi står med en stærkere fjende, end vi har gjort før
20210105-180042-L-1920x1079we
Læs også
Britisk mutation på fremmarch: - Vi står med en stærkere fjende, end vi har gjort før

John Harpøth opfordrer borgerne til at søge information via medier og hos sundhedsmyndighederne.

- Jeg håber, borgerne og pårørende følger godt med i aviserne og på sociale medier, og så har jeg en opfordring til, at vores regering og sundhedsmyndighederne informerer endnu mere, end de gør i forvejen, for det er virkelig nu, at mange er utrygge. Også med tanke på den nye coronavariant, der lurer i baggrunden, siger John Harpøth og henviser til den britiske virusvariant, som i denne tid er i omløb i Danmark.

Du kan blive klogere på vaccinationsrækkefølgen og andre spørgsmål vedrørende vaccination mod coronavirus på Region Sjællands infoside og på Sundhedsstyrelsen infoside.

Selvom kommunerne får mange opkald, modtager Region Sjælland også massevis af opringninger. 

Borgere fra hele regionen har måttet sidde i lange telefonkøer for tidsbestilling til corona-vaccine for blot at få at vide, der var fuldt booket.

Læs også
Borgere undrer sig - er indkaldt til vaccine, men kan ikke bestille tid
Læs også
Borgere undrer sig - er indkaldt til vaccine, men kan ikke bestille tid

Derfor har man nu lagt en automatisk telefonsvarerbesked, som borgeren hører, inden man sendes i kø til callcenteret:

- Der er desværre først ledige tider, når vi får næste levering af vacciner – derfor er det ikke muligt at booke tid nu, vi kender endnu ikke datoen for næste levering af vacciner, lyder det blandt andet, når man forsøger at ringe til callcenteret for en tidsbestilling fredag eftermiddag.


Nyhedsoverblik