Nyhedsoverblik

Køligere og mere ustabilt vejr på vej

Vil man ud og nyde solen i denne uge, er chancerne størst mandag eftermiddag. Ugen byder på regn og byger.

Vejret i den kommende uge vil te sig ustadigt, og der kommer perioder med både regn og byger.

Det ser faktisk ud til, at man skal bladre kalenderen mere en uge frem, hvis man igen vil have udsigt til stabil sol.

Det oplyser Hans Peter Wandler, som er meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tidligt mandag morgen.

- Det kan godt være, at den her uge starter pænt ud for de fleste mandag, men det bliver en uge med ganske ustadigt vejr, siger han.

Ugen skydes mandag for de fleste i gang med skyet vejr og enkelte byger, der driver op over landet fra syd.

I løbet af dagen trækker bygerne, der også giver risiko for torden, så langsomt østover, inden en opklaring breder sig fra sydvest.

Temperaturmæssigt vil Danmark denne uge også ligge en smule køligere, end vi i løbet af den seneste tid har vænnet os til.

Man skal ugen igennem regne med 19-20 grader som maksimum, og fredag kan temperaturen snige sig op på 21 grader.