Nu skal vi ud og give den gas alle sammen
Det er mandag aften i den finske hovedstad Helsinki.
Men ikke en mandag som de fleste for Claus Henriksen.
- Jeg tror, det bliver meget vådt i aften. Jeg synes, jeg kan dufte, at der er nogen, der skal have Gin og Tonic hele natten, siger Claus Henriksen, der er køkkenchef på Restaurant MOTA i Nykøbing Sjælland og tilføjer:
- Ikke ensbetydende med det er mig.
Den årlige uddeling af den mest prestigefulde stjerne for gourmetrestauranter, Michelin-stjernen, er netop blevet afholdt i den finske hovedstad.
Claus Henriksen fik ved uddelingen at vide, at han og Restaurant MOTA beholder deres ene stjerne.
- Jeg tror, de elsker os, fordi vi er totalt originale, lyder det fra Claus Henriksen.
Både glæde og skuffelse
De to andre Michelin-restauranter i TV2 ØSTs sendeområde beholder også deres ene stjerne.
Der er tale om Hotel Frederiksminde i Præstø og Dragsholm Slot Gourmet i Hørve.
Andre danske restauranter havde dog håbet på mere.
- Der er nogle, der er blevet skuffede over, at de ikke har fået nummer to stjerne eller en grøn stjerne, fortæller Claus Henriksen og fortsætter.
- Vi har alle sammen lige grædt, men efter det er vi alle okay, og nu har vi en fest.
Odsherred i sjælen
Selvom det er tredje gang, at Restaurant MOTA modtager en Michelin-stjerne, så er det bestemt ikke noget, Claus Henriksen tager for givet.
- Man er altid i tvivl om, man laver det rigtige, for der er jo ikke en facitliste for det her, siger han.
Han kommer selv fra Odsherred, og er stolt af at Odsherred igen i år har både Restaurant MOTA og Dragsholm Slot Gourmet med i Michelinguiden.
- Min restaurant er jo en afspejling af Odsherred. Jeg køber så meget lokalt som overhovedet muligt, siger han og tilføjer:
- Man siger, du er, hvad du spiser, men hos os spiser du, hvad vi er.
Aften uden hæmninger
Nu kan Claus Henriksen se frem til endnu et år med stjernedrys på restauranten, hvor han skal forsøge at fortsætte succesen.
- Jeg tror bare, at hvis du er dig selv og lader det stråle igennem, så tror jeg, det lykkes. Det er det jeg tror på, understreger han.
Men før arbejdet kan fortsætte, så skal der i aften være fest i Helsinkis gader.
- Nu skal vi ud og give den gas alle sammen. Alle sidder på knæ, fordi de er trætte, men nu skal vi lige gøre vores arbejde færdigt heroppe, som man siger, fortæller Claus Henriksen og tilføjer:
- Og så i morgen, så starter vi forfra igen.