Nyhedsoverblik

Inflationen var tæt på nulpunktet i oktober

Inflationen fortsætter med at falde i Danmark og nærmer sig nu nulpunktet.

Danmarks Statistik har opgjort oktober måneds forbrugerprisindeks, og det viser en svag årlig stigning på 0,1 procent, hvor den i september lå på 0,9 procent.

Det vil sige, at forbrugerpriserne ligger på stort set samme niveau som sidste efterår.

Det er den laveste stigning på årsbasis siden maj 2020 og skyldes især prisfald på energi, herunder benzin og elektricitet.

- Det massive fald i inflationen over det seneste år er ikke set større siden midten af 70’erne og har fuldstændig taget os på sengen, siger Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

Skal man tro Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, vil inflationen imidlertid bevæge sig opad igen den kommende tid.

- Inflationen vil stige i november og december. I de kommende måneder vil vi ikke få lige så stærke negative basiseffekter fra energipriserne, og derfor vil inflationen stige.

- Inflationen vil dog fortsat holde sig på et moderat niveau, siger han.