Hver uge konfiskerer politiet bilen fra tre vanvidsbilister

Ud af 1902 er 325 biler blevet beslaglagt her i regionen. Medlem af Folketingets retsudvalg vurderer, loven mod vanvidsbilisme har virket efter hensigten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I to år har politiet haft mulighed for at beslaglægge biler brugt til vanvidsbilisme. Senest har Rigspolitiet offentliggjort, at 1902 biler er blevet beslaglagt under de nye regler.

Af dem er hvet sjette bil blevet beslaglagt her i regionen, der omfatter Midt- og Vestsjælland og Sydsjælland og Lolland-Falsters Politikreds, svarende til i alt 325 biler, fordelt med henholdsvis 136 og 189 beslaglæggelser på de to kredse.

quote Tallene vidner om at politiet har fået et værktøj, som de ikke havde før, og det værktøj har virket

Frederik Vad (S), medlem af Folketingets retsudvalg

Frederik Vad (S), medlem af Folketingets retsudvalg, kalder opgørelsen for en god nyhed på et tidspunkt "med mange dårlige tal på retsområdet".

- Det er fedt at se en lovgivning, der er blevet indført, som virker og har gjort en positiv forskel, siger han.

Lille fald i beslaglæggelser

Alt afhængigt af, hvordan man sammenligner, er der indikationer på, at indsatsen har haft en effekt.

I december 2021, efter knap ni måneder med den nye lovgivning, havde Midt- og Vestsjællands Politi beslaglagt 53 biler med den nye lovgivning i hånanden, svarende til i gennemsnit seks biler per måned.

Tilsvarende er det tal for perioden december 2021 til marts 2023 faldet til i gennemsnit 5,4 biler per måned.

- Tallene vidner om at politiet har fået et værktøj, som de ikke havde før, og det værktøj har virket, og sat en stopper for nogle vanvidsbilister i deres færd, siger Frederik Vad og tilføjer:

- Men de her tal siger ikke noget om, hvor meget man generelt har stoppet vanvidsbilisme.

Han peger på, at opgørelsen nemlig kan læses på en af to måneder:

- Hvis det er et udtryk for, at antallet af vanvidsbilister falder, er det godt – men er det et udtryk for, at politiet ikke har ressourcer nok, er det noget, vi skal gøre noget ved.

Fakta – vanvidskørsel

Ifølge færdsels- og straffeloven betegnes følgende som vanvidskørsel:

  • Kørsel med en hastighed på mindst 200 km/t

  • Kørsel med en hastighed på mindst 100 km/t og mere end det dobbelte af den tilladte fartgrænse i området.

  • Spirituskørsel med en promille på over 2,00

  • Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder

  • Udviser særlig hensynsløs kørsel

  • Forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed

  • Uagtsomt forvolder betydelig skade på nogens krop eller helbred under særligt skærpende omstændigheder

Kilde: Rigspolitiet

En færdselsforseelse takseres som vanvidsbilisme ved kørsel med over 100 kilometer i timen på en villavej, gaderæs midt i byen og kørsel i stærkt påvirket tilstand.

Set ud over hele landet er Midt- og Vestjyllands Politikreds den kreds, hvor antallet af beslaglagte biler er størst med 257 beslaglagte biler.

Håber på afskrækkende effekt

Reglerne trådte i kraft i marts 2021 og indebærer blandt andet, at politiet skal beslaglægge vanvidsbilisters køretøjer på stedet, hvor vanvidskørslen har fundet sted, og uanset ejerforhold.

Når køretøjet efterfølgende er endeligt konfiskeret, har politiet mulighed for at bortauktionere køretøjerne.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Også justitsminister Peter Hummelgaard (S) vurderer, at den nye lovgivning har haft en effekt:

- De mange beslaglæggelser tyder på, at stramningerne på området har været utroligt effektive, sagde han i en kommentar til tallene fredag.

- Jeg håber, at reglerne på sigt også vil have en afskrækkende effekt, så folk tænker sig om en ekstra gang, før de træder speederen i bund, sætter sig påvirkede ind i bilen eller på anden måde udsætter andre for fare med deres hensynsløse kørsel.

Læs også
Kvinde døde efter påkørsel på Storebælt – nu begynder retssag mod polsk vanvidsbilist
Læs også
Kvinde døde efter påkørsel på Storebælt – nu begynder retssag mod polsk vanvidsbilist

Justitsministeren oplyser videre, at regeringen vil fortsætte med at følge effekten af stramningerne på området for vanvidskørsel og løbende se på muligheden for at skærpe indsatsen mod vanvidskørsel.

Betegnelsen for vanvidsbilisme bruges også i forbindelse med større overskridelser af hastighedsbegrænsningen, som ikke når op over de 200 kilometer i timen.

Det skete så sent som onsdag eftermiddag i denne uge, hvor Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi standsede og anholdt en 27-årig mand, som blev målt til at køre 159 kilometer i timen i Rønnede, selv om den højst tilladte hastighed på strækningen var 70 kilometer i timen.

Det kvalificerer ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi også til betegnelsen vanvidsbilisme. Den 27-åriges førerret blev inddraget på stedet og den bil, han kørte i, blev beslaglagt.



Nyhedsoverblik