Nyhedsoverblik

Her har kommunernes pædagoger flest sygedage

Ni ud af 12 kommuner i vores sendeområde har et højere sygefravær end landsgennemsnittet.

Det viser en analyse fra tænketanken CEPOS.

I 2023 havde Lolland Kommune landets næsthøjeste gennemsnitlige sygefravær (21,7 dage) blandt pædagogiske medarbejdere.

Det er en stigning på 60% siden 2019, hvor kommunen lå på den positive side af landsgennemsnittet.

Elisa Rimpler er formand for pædagogernes fagforening Bupl, og hun påpeger, at forholdene i kommunerne er vidt forskellige, men der bør gøres mere for at nedbringe fraværet.

- Bupl's egne undersøgelser viser tydeligt, at både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø gennemsnitligt er markant ringere i de kommuner, der har meget sygefravær i Cepos’ analyse sammenlignet med dem, der har lavt sygefravær, siger hun i en kommentar til TV 2.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til tallene fra Lolland Kommune.

Sådan er sygefraværet i din kommune

Nedenstående tal dækker over det gennemsnitlige antal sygedage per medarbejder i 2023. Der er tale om kommunernes pædagoger, pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter.

Lolland Kommune: 21,70

Faxe Kommune: 21,30

Holbæk Kommune: 19,50

Kalundborg Kommune: 18,80

Ringsted Kommune: 18,60

Guldborgsund kommune: 17,60

Slagelse Kommune: 17,50

Sorø Kommune: 17,20

Stevns Kommune: 17,20

Landsgennemsnit: 16,90

Odsherred Kommune: 16,70

Vordingborg Kommune: 16,30

Næstved Kommune: 15,10

Kilde: CEPOS