Førere af udrykningskøretøjer fik fartbøder - nu er der fundet en løsning

Rigspolitiet har fundet en løsning, så førere af udrykningskøretøjer ikke får uretmæssige fartbøder fremover.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nu er det slut med, at førere af ambulancer og brandbiler får uretmæssige fartbøder efter udrykningskørsler.

quote Det er en pragmatisk og praktisk løsning, som løser de uhensigtsmæssigheder, der har været

Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

Problemet har indtil nu været, at stærekasser ikke skelner mellem private køretøjer og udrykningskøretøjer. I det øjeblik en ambulance eller brandbil bliver blitzet af en af Vejdirektoratets stærekasser, er der derfor blevet genereret en automatisk fartregistrering, som har resulteret i et bødeforlæg.   

Men nu er der fundet en løsning, skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

- Det er glædeligt, at vi nu har fundet en løsning, så vi undgår, at udrykningskøretøjer får bøder uretmæssigt og bagefter skal bruge tid på at dokumentere, at det var i forbindelse med en udrykning, siger Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Udrykningen da den var på vej til ulykkesstedet
Læs også
Stærekasser blitzer brandbiler - skal bruge lang tid på at annullere fartbøder
Udrykningen da den var på vej til ulykkesstedet
Læs også
Stærekasser blitzer brandbiler - skal bruge lang tid på at annullere fartbøder

Fremover vil sagsbehandlere foretage en manuel gennemgang af hastighedssagerne og frasortere de tilfælde, hvor det ud fra billedet kan konstateres, at der er tale om et udrykningskøretøj. I de tilfælde vil der ikke blive udstedt et bødeforlæg.

- Det er en pragmatisk og praktisk løsning, som løser de uhensigtsmæssigheder, der har været. Det er ikke noget, der koster tid eller penge for politiet, og vi vil opdage langt de fleste sager på denne måde, siger Christian Berthelsen.

Indfører stilprøvekontrol

Men når sagsbehandlere fremover manuelt skal frasortere udrykningskøretøjer uden dokumentation for egentlig udrykningskørsel opstår der et nyt problem.

Løsningen skaber nemlig samtidig en risiko for, at uberettigede hastighedsovertrædelser begået af beredskabsaktører ikke bliver opdaget og sanktioneret.

Politiet vil derfor indføre stikprøvekontroller, hvor det efterprøves, om der i de enkelte tilfælde rent faktisk har været tale om udrykningskørsel. Stikprøvekontrollen skal ifølge Rigspolitiet omfatte et bredt udsnit af beredskabsaktørerne og forskelligartede hastighedsovertrædelser.

Grafik: Lonni Haugaard

Sparer mange ressourcer

Den nye løsning falder i god jord hos Danske Beredskaber, der i snart to år har kæmpet for, at Rigspolitiet ville ændre proceduren.

quote Den kan ubevidst få vores folk til ikke at køre så stærkt som de kan – og dermed mister vi vigtige sekunder, når der står liv på spil

Bjarne Nigaard, sekretariatschef, Danske Beredskaber

Indtil nu har beredskabet nemlig gang på gang skulle bevise ved hjælp af omfattende dokumentation, at en brandbil har haft ret til at køre for stærkt i den pågældende situation. Det har kostet mange ressourcer samt skabt uvished hos føreren af køretøjet, fortæller Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef hos Danske Beredskaber.

- Vi har indtil nu dagligt oplevet, at en god og dedikeret kollega, der kører stærkt for at passe sit arbejde og for at redde liv, har passeret en stærekasse og derefter i flere måneder har måttet leve med tvivlen om, hvorvidt dokumentationen var god nok til at han kunne slippe for bøde og frakendelse af kørekort.

- Sådan en tvivl er ikke smart, for den kan ubevidst få vores folk til ikke at køre så stærkt som de kan – og dermed mister vi vigtige sekunder, når der står liv på spil, der hvor vi er på vej hen, siger han.

Ambulance
Læs også
Ambulancer får fartbøder under udrykning - nu reagerer minister
Ambulance
Læs også
Ambulancer får fartbøder under udrykning - nu reagerer minister

Ifølge Danske Beredskaber fik beredskabets folk i gennemsnit næsten et bødeforelæg per dag sidste år. Bøderne var oftest kombineret med en påstand om frakendelse af kørekortet på grund af de høje hastighedsovertrædelser, der finder sted under en udrykningskørsel.

Sådan fordelte fartbøderne sig til udrykningskøretøjer i 2019

Beredskab Øst: 90 stærekassesager i 2019

Hovedstadens Beredskab: 87 stærekassesager i 2019

Nordjyllands Beredskab: 20 stærekassesager i 2019

Østjyllands Beredskab: 11 stærekassesager i 2019

Brand & Redning MidtVest: 15 stærekassesager i 2019

Sydvestjysk Brandvæsen: 7 stærekassesager i 2019

Beredskab Fyn: 6 stærekassesager i 2019

Lolland-Falster Brandvæsen:  0 stærekassesager i 2019

Slagelse Brand & Redning: 24 stærekassesager i 2019

 

Kilde: Danske Beredskaber


Nyhedsoverblik