Flere kommuner dropper blød start på skolen - se om dit barn skal i førskole

Førskolestarten for de ældste børnehavebørn er udskudt i flere kommuner. I Sorø og Faxe kommer børnene først i skole i august.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Egentlig skulle mange af de ældste børnehavebørn have vinket farvel til børnehaven for at starte stille og roligt op i skole her i foråret.

Men det vanskeliggør situationen omkring covid-19 og de nye restriktioner til skolerne og fritidsordningerne.

Derfor har flere kommuner set sig nødsaget til at udskyde den såkaldte førskolestart i de kommunale fritidsordninger, der ellers skulle være sket 1. april eller 1. maj.

quote Man skal ikke flytte nogle børn til en trods alt lidt anderledes hverdag, end de er vant til

Henrik Madsen, Børne- og familiechef, Sorø Kommune

Det har man for eksempel gjort i Sorø Kommune.

Egentlig skulle man for første gang prøve at lade de kommende skolebørn starte i SFO den 1. april. Men nu skal de blive i børnehaven helt frem til skolestart i august, skriver kommunen på deres hjemmeside.

En beslutning, som politikerne har truffet i Børne- og Ungeudvalget, fortæller Henrik Madsen, der er Børne- og familiechef i kommunen.

- Udvalget mener, at i disse tider, hvor verden står lidt på den anden ende, vil det være en god idé, at lade skolerne og dagtilbudene koncentrere sig om og lykkes godt med den opgave, de har under coronakrisen, siger han.

- Man skal ikke flytte nogle børn til en trods alt lidt anderledes hverdag, end de er vant til, tilføjer han.

Ifølge Henrik Madsen har politikerne valgt at prioritere kræfterne anderledes i år, men man vil tilgengæld gennemføre den nye førskoleordning i 2021.

I mellemtiden lover han, at de nye skolebørn i år nok skal få en god introduktion til børnehaveklassen gennem besøg, brobygning og bestemte programmer, så overgangen bliver glidende.

- Vi er ikke gearet godt nok på skolerne

I Faxe Kommune har man valgt at gå en lignende vej som Sorø på grund af coronavirus, hvilket de meldte ud i sidste uge.

Efter planen skulle de store børnehavebørn være startet i førskole 1. maj for at få en god og glidende overgang til livet i 0. klasse.

Men den overgang er udskudt i år.

Pladsmangel i skoler
Læs også
Børnehavebørn får udskudt deres skolestart - corona presser skolerne
Pladsmangel i skoler
Læs også
Børnehavebørn får udskudt deres skolestart - corona presser skolerne

Det betyder, at 266 børn må glæde sig en ”anelse” mere, inden de kan komme rigtigt i skole, skriver kommunen på sin hjemmeside.

quote Det er super ærgerligt for børnene, som har glædet sig, for det er noget stort at skulle begynde i skole

Mikkel Dam (LA), formand, Børn og Læringsudvalget, Faxe Kommune

Faxe Kommune har set sig nødsaget til udskyde førskolestarten, da skolerne i øjeblikket ikke er klar til at tage imod børnene, fortalte formand for Børn og Læringsudvalget, Mikkel Dam (LA).

- Vi er ikke gearet godt nok på skolerne til at tage imod børnene til førskolestart, fordi der har været alt det her med corona, forklarede han til TV2 ØST den 23. april og tilføjede:

- Det er super ærgerligt for børnene, som har glædet sig, for det er noget stort at skulle begynde i skole.

Her kan du se, om din kommune har udskudt førskolestart.

Kilde: Kommunernes hjemmesider, rundspørge. Grafik: Nick Abildgaard

Udskyder førskolestart en måned

De ældste børnehavebørn skal dog ikke vente helt så længe i Ringsted og Odsherred kommuner.

Her er førskolestarten nemlig udkudt en måned til den 1. juni i begge kommuner. Normalt ville børnene starte i SFO nu på fredag den 1. maj i Ringsted, men som et led i genåbningen af skoler og dagtilbud den 20. april i kommunen, gav det andet bedst mening.

quote Det har været vigtigt for os, at det kommer til at være en god og tryg overgang for børnene

Klaus Hansen (V), formand, Børne- og Undervisningsudvalget, Ringsted Kommune

Her vil man gerne give børnene en god såkaldt spirestart på trods af coronasituationen. Det fortæller Klaus Hansen (V), som er formand for Børne- og Undervisningsudvalget.

- Det har været vigtigt for os, at det kommer til at være en god og tryg overgang for børnene. Det har ligesom været det, der stod og blinkede helt overordnet, siger han. 

- Også det helt banale, at vi skal være fuldstændig sikre på, at vi overholder alle retningslinjer fra sundhedsmyndighederne, tilføjer han.

Nu hvor spirestarten er udskudt en måned, fremhæver formanden også, at der er god tid til, at de ældste børn kan besøge SFO’en et par gange om ugen, inden de flytter helt over i skolens lokaler.

- Der er en masse nyt i det, da det hele skal foregå i små grupper både i børnehaven og SFO’en. Derfor er der fysiske grænser for, hvor hurtigt vi kan gøre det, siger Klaus Hansen.

Ikke alle udskyder førskolestarten til august

Det er nu ikke alle kommuner, der ser sig tvunget til at udskyde førskolestarten til efter sommerferien på grund af situationen omkring covid-19.

I Stevns Kommune skulle de ældste børnehavebørn normalt være startet den 1. april. Men da skolerne åbnede igen, startede de nye skolebørn den 17. april i mindre grupper fordelt i forskellige lokaler. Det skriver kommunen på sin hjemmeside.

Det samme gælder de nye skolebørn i Lolland Kommune, som startede op i den såkaldte FørskoleSFO den 20. april. Også i Næstved Kommune måtte børnenes førskolestart rykkes fra 1. april til den 15., hvor resten af kommunens skoler åbnede op igen. 

Det samme gør sig gældende for børnene i Guldborgsund Kommune. Efter planen skulle de være rykket over i SFO'en den 1. april, men det gjorde de først mandag i denne uge.

I Holbæk har de en såkaldt før-SFO i tre ud af deres 17 skoleafdelinger, der efter planen skulle være startet op den 1. maj. Men grundet coronasituationen er den rykket til 10. maj, oplyser kommunen i en mail.


Nyhedsoverblik