Flere byer skal have lov til at sænke fartgrænsen

Med et nyt forslag vil regeringen gøre det mere sikkert at færdes i byen. Kommuner skal kunne nedsætte fartgrænserne fra 50 til 40 kilometer i timen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Står det til regeringen, skal det i fremtiden være lettere for kommunerne at sætte hastigheden i byerne ned til 40 kilometer i timen.

Ifølge transportministeren skal kommunerne have en bedre mulighed for at nedsætte hastighedsgrænsen lokalt for at skabe bedre trafiksikkerhed.

quote Det står ikke alene at skilte farten ned, det skal også håndhæves efterfølgende

Henrik Hvidesten (V), borgmester, Ringsted

- Trafiksikkerheden på de lokale villaveje og i byernes centrum er udfordret, og det kan meget vel få alvorlige følger for legende børn, cyklister, dårligt gående og øvrig trafik, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i en skriftlig kommentar til forslaget.

- Derfor vil jeg gerne gøre det enklere for kommunerne at sænke hastigheden i de områder, hvor de vurderer, at det vil øge trygheden, tilføjer han.

Forslaget skal nu i offentlig høring. Ifølge ministeren skal alle relevante parter og aktører få mulighed for at give deres mening til kende om forslaget.

Vil kræve mere kontrol

I Ringsted Kommune, der er hjem for den fjerdestørste by her i sendeområdet, hilses forslaget i sin overskrift velkommen. Men ifølge borgmester Henrik Hvidesten (V) skal en række ændringer finde sted, førend det reelt bliver nemmere for kommunerne at regulere hastigheden på vejene.

- Det giver mening, hvis der også bliver nogle lempeligere regler for, hvornår man kan sætte hastigheden ned, siger han og tilføjer:

- Hvis vi i kommunen skal overholde de samme regler, som politiet skal nu, giver det ikke nye muligheder. Så er det bare os, der skal gøre det samme arbejde, som politiet gør i dag, og så kommer det ikke til at gøre en forskel.

I øjeblikket kræves det ifølge Ringsted-borgmesteren, at nedsættelse af hastigheden på veje i byen suppleres med eksempelvis vejbump eller indsnævring af vej. En teknisk installation, som er væsentligt dyrere end to runde færdselstavler.

- Det, vi godt kunne tænke os, var, at vi kunne nedsætte farten nogle steder, uden vi skal lave andre foranstaltninger samtidig, siger borgmesteren og tilføjer:

- Men det står ikke alene at skilte farten ned, det skal også håndhæves efterfølgende.

Fra regeringen forlyder det, at en eventuel lokal hastighedsnedsættelse vil fortsat skulle ske i samarbejde med politiet og balanceres i forhold til hensynet til fremkommelighed og trafikafvikling.

VIDEO: En af de byer, der plages af for høj hastighed, er Korsør. Her satte politiet i somme ind med razzier, der skulle afhjælpe problemet: