Festen er tilbage i fuldt flor - Sjællands natteliv genåbner i ro og orden

Første weekend uden restriktioner fik politiet til at have ekstra fokus på nattelivet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var rig mulighed for at ses i festligt lag i weekenden. Afskaffelsen af coronarestriktioner betød farvel til mundbind, afstandskrav og begrænset åbning i nattelivet. Derfor havde både Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Midt- og Vestsjællands Politi et ekstra øje på barer, restaurationer og diskoteker både fredag og lørdag.

Mange fandt vej til de forskellige byers natteliv, men størstedelen af stederne bød weekenden  - trods ekstra meget liv i gaden - nærmest kun på morskab. 

Læs også
Statsministeren: Coronarestriktioner er snart fortid
Læs også
Statsministeren: Coronarestriktioner er snart fortid

- Det var den første weekend efter, at man ophævede restriktionerne. Derudover har det også været lønningsdag, så vi har haft vores værtshuspatruljer ude at køre, siger Tom Trude, politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og fortsætter:

- Vi har haft en forholdsvist rolig weekend. Der har været mange mennesker i byen, som har været feststemte og glade. Vi har også haft enkelte personer, som er blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Et enkelt slagsmål

Samme oplevelse har nabokredsen Midt- og Vestsjællands Politi også haft. Her fortæller kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard, at der hverken har været besynderlige eller alvorlige sager i weekenden.

Alligevel har patruljerne kigget forbi de forskellige beværtninger for at forebygge uro og ballade.

 - Der har ikke været det helt vilde at komme efter. Der har været nogle små opgaver, men ikke noget, der udmønter sig i store, alvorlige straffesager. Det har været i uordens-kategorien, men der er altså ikke faldet bøder af til højre og venstre, siger Martin Bjerregaard.

Læs også
Efter 20 måneders venten: - Det er bare så fedt at kunne give slip og feste løs
Læs også
Efter 20 måneders venten: - Det er bare så fedt at kunne give slip og feste løs

Begge beretter om, at det er gået mere stille for sig, end man kunne frygte genåbningsweekenden. Dog har der været enkelte tilfælde, men kun et har ført til en anholdelse.

- Der er begået vold på et værtshus, hvor der natten til søndag var et slagsmål i Nykøbing Falster. I den sag har vi anholdt en person, som også er blevet varetægtsfængslet, men det er det, der har været, siger Tom Trude.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har over weekenden gennemført cirka 100 tilsyn og kontroller af forskellige steder i nattelivet.



Nyhedsoverblik