Derfor har vi haft 17 dage uden nedbør - selvom det har regnet

Danmark gennemgår lige nu den længste periode uden regn i 20 år. Det undrer flere, der med egne øjne har oplevet regn i løbet af de seneste to uger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

17 dage uden regn.

Sådan er status på vejrsituationen i Danmark, hvis man spørger TV2 Vejret og Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). 

Dermed oplever vi lige nu den længste periode uden regn i 20 år.

Læs også
Vi oplever den længste periode uden regn i 20 år
Læs også
Vi oplever den længste periode uden regn i 20 år

Men dén melding skaber undren. Flere borgere rundt omkring i landet har nemlig været vidne til en regnbyge eller to inden for de sidste par uger. Det skriver de i et facebookopslag vedrørende den lange periode med tørke, som TV2 ØST har delt.

- Hvad tæller som regn? For havde da nogle dryp i Gørlev for 1,5-2 ugers tid siden, skriver Tulle Pries.

- Så er Bornholm åbenbart ikke en del af Danmark. I Gudhjem fik vi godt nok en ordentlig regnbyge torsdag aften, skriver Majken Winther.

Også Sabrina Tanja Simonsen fortæller, at det søndag i sidste uge regnede nok i Hadsten til, at hun måtte tænde for vinduesviskerne i bilen. 

Så hvorfor vurderer klima- og meteorologer så alligevel, at vi nu tæller 17 dage i streg uden regn? Dét har vi bedt klimatolog hos DMI, Mikael Scharling, forklare.

Det har regnet for lidt

Kort fortalt handler det om, at der siden den 23. maj er faldet regn i så små mængder, at nedbøren ikke gør sig bemærket, når statistikken bliver opgjort.

Måden nedbør bliver målt i Danmark på, sker nemlig ved, at der indsamles målinger fra 300 nedbørsmålere, der er placeret rundt omkring i Danmark. Ud fra målingerne fra alle 300 målestationer, bliver der beregnet et gennemsnitligt landstal per døgn.

quote Lige nu mangler vi, hvad der svarer til en halv måneds juni-nedbør

Mikael Scharling, klimatolog hos DMI

Ifølge Mikael Scharling havde for eksempel Bornholm torsdag i sidste uge mellem 0,0 og 2,1 millimeter nedbør. Når den nedbør bliver lagt sammen med alle de andre målinger i databasen for samme dag, ender det samlede landstal for dagen på 0.014668454.

- Når vi så går ud med tallet officielt, viser vi tallet med én decimal, og så vil den i det tilfælde blive rundet ned til 0,0 millimeter, uddyber Mikael Scharling.

Læs også
Haveejere får vandingsforbud
Læs også
Haveejere får vandingsforbud

Var tallet i stedet endt på 0,1 millimeter ville det altså have talt som en nedbørsdag, der i så tilfælde ville have brudt den lange stime uden regn.

Mangler en halv måneds nedbør

Ifølge Mikael Scharling betyder det dog ikke det store for Danmarks tørkesituation, om stimen af dage uden regn bliver afbrudt eller ej -  i hvert fald ikke, hvis nedbøren kommer i så små mængder.

- Vi interesserer os for tørkeniveauet, og det ændrer sig jo ikke af, at der kommer 0,1 millimeter nedbør. Det er så lidt, at der skal meget mere til, siger han.

DMI tørkeindeks
Foto: DMI.dk

Lige nu ligger tørkeindekset på grænsen til 10, som er det tørreste, det kan blive. Normalt på denne årstid ligger tørkeindekset på mellem seks og syv.

- Det vil sige, at vi lige nu mangler 30 millimeter nedbør, eller hvad der svarer til en halv måneds juni-nedbør for at komme tilbage på normalt niveau. Så det er rigtig meget nedbør, der mangler.

Læs også
Sankthansbålet er i fare
Læs også
Sankthansbålet er i fare

Og det er ikke noget, der bare sådan lige retter sig tilbage. Skulle Danmark eksempelvis blive ramt af et stort skybrud med 30 millimeter regn på én gang, så vil det nemlig gøre mere skade end gavn.

- Jorden er så knastør nu, at den har meget svært ved at optage vandet. I stedet for at synke ned i jorden, vil det løbe af fra overfladen og ned i lavninger. Så det vil faktisk være rigtig skidt, forklarer Mikael Scharling og fortsætter:

- Det optimale vil være, at der kommer nogle fronter ind hen over flere dage, hvor det regner jævnt i løbet af hele dagen. Det vil landmændene virkelig være glade for.

Kan blive ligeså alvorligt som i 2018

Selv i 2018 oplevede vi perioder med lidt regn, selvom det tørre vejr dominerede.

quote Hvis tørken fortsætter i år, og varer længe nok, kan den ende med at blive ligeså alvorlig som 2018

Mikael Scharling, klimatolog hos DMI

Den længste uafbrudte tørvejrsperiode i sommerhalvåret 2018 var på 10 døgn.

Vil du sige, at tørken er værre i år end i 2018?

- Det er svært at svare på. Det er korrekt, at vi har haft flere tørkedøgn i år end i 2018 på samme tidspunkt af året. Men tørken i 2018 var langvarig. Den fortsatte pænt ind i august, altså to måneder længere end den tørke, vi oplever nu.

- Og selvom prognoserne, både på den korte og lange bane, peger på, at det generelle tørre og solrige vejr fortsætter, kan der vejrmæssigt nå at ske meget på to måneder, siger Mikael Scharling.

Maj var koldere i år

Ifølge klimatologen var maj 2018 markant varmere end den maj, vi har haft i år, der faktisk har ligget 0,2 grader under normalen for maj måned.

Læs også
Tørke sender beredskab ud til dobbelt så mange naturbrande
Læs også
Tørke sender beredskab ud til dobbelt så mange naturbrande

I maj 2018 var afgrøderne derfor længere fremme og blev ramt hårdt af tørken tidligt på året, hvorimod vækstsæsonen er startet senere i år. Derfor er afgrøderne indtil videre mindre påvirket af tørken i forhold til i 2018.

- Hvis tørken fortsætter i år, og varer længe nok, kan den ende med at blive ligeså alvorlig som 2018, men det må tiden vise, siger Mikael Scharling.  


Nyhedsoverblik