Blodbanker mangler blod: - Det er foruroligende

Der mangler så meget blod fra donorer i Region Sjælland, at regionen er nødt til at købe blod fra naboregionerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Færre og færre ruller ærmet op for at donere blod rundt omkring på Region Sjællands tappesteder. Situationen betegnes af regionen selv som foruroligende og nærmer sig et kritisk niveau.

- Vi er ikke i panik, men det er bekymrende, siger Keld M. Homburg, der er cheflæge ved Klinisk Immunologi i Region Sjælland med ansvar for regionens blodbanker og tappesteder.

quote Vi er hele tiden bagud med at fylde vores lagre op

Keld M. Homburg, cheflæge ved Klinisk Immunologi i Region Sjælland

Ifølge regionen skal der være 1.100 poser blod på hylderne for at ligge på et stabilt niveau. 

Men på nuværende tidspunkt balancerer blodbankerne med halvdelen, hvilket svarer til 550 til 600 poser.

- Det er ikke, fordi vi udleverer mere blod, end vi plejer. Men vores donorer kommer simpelthen ikke i samme stil som tidligere, siger Keld M. Homburg.

Der ligger seks blodbanker i regionen ved sygehusene i henholdsvis Slagelse, Holbæk, Roskilde, Køge, Næstved og Nykøbing Falster.
Der ligger seks blodbanker i regionen ved sygehusene i henholdsvis Slagelse, Holbæk, Roskilde, Køge, Næstved og Nykøbing Falster. Foto: August Tærsker Høgh - TV2 ØST

Helt konkret er der tale om 35 til 40 procent, som enten udebliver eller ændrer deres tid for blodtapning så sent, at andre ikke når at få glæde af de ledige tider. 

Oveni det mangler der generelt bloddonorer i regionen.

Læs også
Nedlægger syv mobile blodtapningssteder
Læs også
Nedlægger syv mobile blodtapningssteder

- Vi prøver at have alle vores tider fuldstændig fyldt for en hel uge, og det holder vi hele tiden øje med. Men når aflysningerne eller ændringerne kommer på dagen, så kan vi næsten ikke gøre noget, siger Keld M. Homburg.

Med andre ord misser regionen en tredjedel af det blod, som de behøver for at ligge på et stabilt niveau.

- Det er foruroligende, siger cheflægen og tilføjer:

- Og det er faktisk meget, meget voldsomt.

Køber blod fra Fyn og hovedstaden

På grund af flere helligdage i forbindelse med store bededag og Kristi himmelfart er der færre dage for personalet til at tappe blod fra frivillige donorer.

Derfor har Region Sjælland været nødsaget til at købe 100 poser blod fra Region Syddanmark og Region Hovedstaden for ikke at komme under et kritisk niveau.

quote Når hverdagen kommer, så kniber det med at møde op

Charlotte Dall, formanden for regionsbestyrelse i Bloddonorerne Danmark

Ifølge Keld M. Homburg kostede det seneste køb regionen mellem 85.000 til 110.000 kroner. Hvis regionen selv havde tappet blodet, ville prisen være det halve.

- Vi er hele tiden bagud med at fylde vores lagre op, og vores personale, der udleverer blod til patienterne, er bekymrede for, om de har nok blod til at klare sig igennem vagten. Men vi hjælper hinanden, og vi skal nok klare os med det, vi har. Så der er ikke nogen patienter, der kommer i fare, siger Keld M. Homburg og understreger:

- Ingen patienter har på noget tidspunkt manglet blod.

Cheflæge frygter større katastrofe

Det tappede blod kan holde sig op til 35 døgn, men Keld M. Homburg ser helst, at det benyttes inden for 14 dage.

På nuværende tidspunkt er det intet problem for regionen, eftersom lagrene er brugt på cirka otte dage, indtil der doneres nyt blod.

- Og det er simpelthen for lidt reservekapacitet set ud fra en risikovurdering, hvis der sker en større katastrofe, eller hvis vi ikke kan tappe, siger han.

Som eksempel på en større katastrofe nævner Keld M. Homburg skyderiet i indkøbscenteret i Field's i juli 2022, hvor tre personer blev dræbt og fire blev såret af skud.

Personer foran indkøbscenteret Fields i Ørested, søndag den 3. juli 2022. Tre personer blev dræbt og tre personer er meldt hårdt såret efter skyderiet.
Personer foran indkøbscenteret Fields i Ørested, søndag den 3. juli 2022. Tre personer blev dræbt og tre personer er meldt hårdt såret efter skyderiet. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Tre andre personer blev desuden såret af mulige strejfskud, mens 20 personer kom lettere til skade i forbindelse med evakueringen.

- Dengang sendte vi flere end 100 portioner blod til Region Hovedstaden, men vi fik de fleste tilbage, fordi de heldigvis ikke fik brug for dem. Sådan hjælper man hinanden som regioner – det er en slags musketered, siger Keld M. Homburg.

Læs også
Amalie så 17-årig blive skudt i Fields - nu kæmper hun for at komme tilbage til hverdagen
Læs også
Amalie så 17-årig blive skudt i Fields - nu kæmper hun for at komme tilbage til hverdagen

Så selvom regionerne hjælper hinanden, vil det ifølge cheflægen alligevel være en kritisk situation for Region Sjælland, hvis en lignende episode finder sted, og der akut skal skaffes blod.

Hos organisationen Bloddonorerne Danmark ser formanden for regionsbestyrelsen i Region Sjælland, Charlotte Dall, med stor alvor på sagen.

- Det er et stort problem, for hele organisationens opgave er at sørge for, at der er blod nok til patienterne i Region Sjælland, siger hun.

Lokkede med biografbilletter til Avatar

Tappestederne kæmper ikke kun med udeblivelser fra donorer og opfordrer folk til at afmelde deres tider mindst to dage før, så andre kan få glæde af tiden.

Helt generelt mangler der personer, som er villige til at afgive blod. På landsplan er der cirka 180.000 donorer, og det er særligt en type, som Keld M. Homburg savner på regionens tappesteder.

quote Vi var omkring 400-500, der så Avatar

Charlotte Dall, formanden for regionsbestyrelse i Bloddonorerne Danmark

- Vi mangler unge donorer, og vi er nok ikke dygtige nok til at få fat på dem, siger Keld M. Homburg.

En gennemsnitlig bloddonor i Region Sjælland er 40 til 45 år. De ældste donorer er mænd, mens de yngste er kvinder, og de kan ikke få tappet blod lige så ofte som mænd.

Sådan bliver blodet anvendt

Blodet bliver brugt til at behandle patienter på hospitaler i hele Danmark. Der er ingen, der drager økonomiske fordele af det blod, der doneres. Den gruppe af patienter, der overordnet modtager mest af det blod, der tappes, er kræftpatienter. Fordelingen af, hvor meget blod der går til forskellige grupper af patienter, ser ud således:

  • 39 procent af blodet anvendes til kræftbehandling

  • 20 procent af blodet anvendes i behandlingen af hjerte-/karsygdomme samt lungesygdomme

  • 12 procent af blodet anvendes til patienter med store, akutte blodtab

  • 11 procent af blodet anvendes til patienter, som lider af sygdom i deres fordøjelsessystem

  • 5 procent af blodet anvendes til patienter, som lider af blodsygdomme

  • 13 procent af blodet anvendes til øvrige patienter – eksempelvis ved fødsler

Kilde: Bloddonorerne Danmark.

Arbejdet med at fastholde samt skaffe nye donorer ligger hos Charlotte Dall og hendes frivillige kollegaer i Bloddonorerne Danmark.

De bruger i stigende grad sociale medier til at lokke folk til tappestederne, ligesom de fysisk møder op til større arrangementer, byfester og på uddannelsesinstitutioner.

- Det er selvfølgelig særligt fokus på de unge, fordi de kan være bloddonorer i mange år, og de er typisk villige til at melde sig, siger Charlotte Dall.

- Men når hverdagen kommer, så kniber det med at møde op, tilføjer hun.

Læs også
Unge mænd holder igen med at donere blod
Læs også
Unge mænd holder igen med at donere blod

Ud over at lokke nye bloddonorer til tappestederne, forsøger Charlotte Dall ligeledes at fastholde de nuværende donorer ved at anerkende dem.

Derfor lovede hun sammen med organisationen, at samtlige donorer, der i de første ni måneder af 2022 overholdt deres tider på tappestedet i Holbæk fik en biografbillet.

- Vi startede med at have booket to sale i Kulturbiografen i Holbæk. Men vi endte faktisk med at booke alle de sale, vi kunne, fordi efterspørgslen var så stor. Så vi var omkring 400-500, der så Avatar her i december sidste år, og det var en meget stor succes, fortæller Charlotte Dall.

Forsøger med nye åbningstider

Det var i foråret 2022, at regionens blodbanker pludselig oplevede et markant fald i antallet af bloddonorer.

Nærmest fra den ene dag til den anden gik Region Sjælland til at være den region, hvor der var mest blod på hylderne til at være den region i landet, hvor der mangler mest blod.

quote Før hjalp vi de andre regioner, men nu skal vi have hjælp

Keld M. Homburg, cheflæge ved Klinisk Immunologi i Region Sjælland

- Vi har i snart et år undersøgt, hvorfor færre og færre dukker op, siger Keld M. Homburg og tilføjer:

- De andre regioner har ikke oplevet lige så stort et frafald. Før i tiden havde vi de mest trofaste donere, så der er sket et eller andet, som vi simpelthen ikke kan gennemskue. Før hjalp vi de andre regioner, men nu skal vi have hjælp.

Årsagen til det faldende antal donere kan ifølge Keld M. Homburg skyldes, at indbyggerne i Region Sjælland pendler mere end landsgennemsnittet frem og tilbage fra arbejde.

Derfor forsøger Region Sjælland de kommende år at skaffe mere personale til tappestederne for at kunne tilbyde tider til tapning i morgen- og aftentimerne, der passer pendlerne og de unge.

- Vi har ikke vovet os ud i at have åbent i weekenderne ligesom Region Syddanmark, fordi det koster mange penge. Så først prøver vi at udvide i hverdagen, og det tager noget tid, fordi vi skal have noget personale og en økonomi, der hænger sammen, siger Keld M. Homburg.

Læs også
Motorcyklist dræbt i ulykke
Læs også
Motorcyklist dræbt i ulykke

Det nye personale vil løbende blive ansat i 2023 og 2024. Her tilbydes flere deltidsstillinger, og Keld M. Homburg håber samtidig, at pensioneret sundhedspersonale og studerende vil søge stillingerne.

Der ligger seks blodbanker i regionen ved sygehusene i henholdsvis Slagelse, Holbæk, Roskilde, Køge, Næstved og Nykøbing Falster.

Udover det findes der otte tappesteder. Seks af dem ligger i forlængelse af blodbankerne, mens regionen har to mobile tappestationer, som triller rundt på landevejen. 


Nyhedsoverblik