Smæk røret på, hvis du bliver ringet op og bedt om at overføre penge eller udlevere konto-, NemID/MitID- eller CPR-oplysninger.
Sådan lyder budskabet fra Politiets Nationale Center for IT-kriminalitet (NCIK), efter at centeret har set en stigning på 38 procent i anmeldelserne af såkaldte vishing-sager siden sidste år.
Vishing er en type svindel, hvor kriminelle udser sig især ældre borgere, som de ringer til og forsøger at franarre både penge og personlige oplysninger.
Hvad er vishing?
Phishing er forsøg på svindel ved at kontakte mange mennesker via for eksempel e-mail.
Vishing (voice phishing) er et forsøg på svindel ved at kontakte mange mennesker via telefonen.
Smishing (SMS-phishing) er et forsøg på svindel ved at kontakte mange mennesker via en tekstbesked på telefonen.
- Vi ser desværre en stor stigning i antallet af denne type sager, typisk rettet mod ældre. Vishing kan have store økonomiske konsekvenser for den enkelte, men det kan også være en meget ubehagelig oplevelse at blive udsat for denne type svindel, siger sektionsleder for forebyggelse og analyse i NCIK, Kresten Munksgaard i en pressemeddelelse.
Om Politiets Nationale Center for IT-kriminalitet
- NCIK er en del af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der blev etableret den 1. januar 2022.
- NSK har blandt andet til formål at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, og etableringen af den nye enhed betyder derfor, at opgaver fra en række tidligere enheder i politiet og anklagemyndigheden er forankret her
Borgere svindlet for flere millioner kroner
En gennemgang af en række anmeldelser på området viser, at vishing kan lede til store økonomiske tab. I nogle sager er de forurettede blevet svindlet for flere millioner kroner. Politiets foreløbige opgørelser viser, at der i dansk politi er en række større sagskomplekser, hvor der er svindlet eller forsøgt svindlet for mange millioner kroner.
Vishing foregår altid telefonisk, men svindlerne anvender typisk forskellige tilgange. I flere tilfælde udgiver svindlerne sig for at være fra en myndighed eller bank for at franarre borgerne personlige oplysninger eller lokke dem til at overføre penge under påskud af, at deres konto er i fare.
- Vi opfordrer derfor alle, og særligt de ældre, til at være ekstra kritiske og simpelthen lægge røret på ved denne type opkald. Bliver man i tvivl om det virkelig var banken, der ringede, så ring til hovednummeret og spørg, siger Kresten Munksgaard i pressemeddelelsen.
Det kan være svært at gennemskue, om man bliver udsat for vishing-forsøg, hvis de kriminelle udgiver sig for at ringe fra troværdige myndigheder. Derfor opfordrer politiet alle til at tage en snak med bedsteforældre, forældre med videre om fænomenet.
Gode råd til at undgå vishing
- Udlevér aldrig bekræftelseskoder eller andre følsomme personoplysninger over telefonen.
- Søg selv myndighedens eller banken telefonnummer frem på internettet og ring til dem.
- Læg på hvis du har mistanke om svindel – og du behøver ikke være høflig.