¨

Stor mangel på plejefamilier i regionen: - Vilkårene er for dårlige

Onsdag var flere hundrede plejefamilier samlet til stormøde i Ringsted for at diskutere, hvordan der i fremtiden kan skaffes nye plejefamilier i Danmark. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Især Region Sjælland har lige nu hårdt brug for plejefamilier, hvor der er 23 procent færre end i 2015. Vilkårene er for dårlige, mener landsforening.

Der er akut behov for flere plejefamilier i Region Sjælland.

Fra 2014 til 2018 er antallet af plejefamilier faldet med 23 procent i regionen, og halvdelene af landets kommuner har svært ved at finde egnede plejefamilier.

Lige nu mangler vi simpelthen nok plejefamilier. Der kommer ikke nok til

Thomas Vorre, formand for Plejefamiliers Landsforening

- Lige nu mangler vi simpelthen plejefamilier. Der kommer ikke nok til. Dem, der er, bliver ældre og ældre og går på pension. Hvis de stopper, kommer der ikke en ny, for nu er de kørt ned, siger Thomas Vorre, formand for Plejefamiliers Landsforening.

Flere hundrede plejefamilier til stormøde i Ringsted

Den udfordring skal løses. Derfor mødtes Plejeforældrenes Landsforening onsdag med lokale politikere.

Næsten hundrede plejefamilier fra Sjælland, Lolland, Falster og Møn var også mødt op for at diskutere, hvordan der i fremtiden kan skaffes nye plejefamilier i Danmark.

Jeg tror simpelthen, at det er fordi, lønnen generelt er for lav til at arbejde 24 timer i døgnet, når man selv skal betale sin pension

Vinisari Olsen, plejemor

Vinisari Olsen er en af regionens 1100 plejeforældre, men det er langt fra nok - der er brug for endnu flere.

- Jeg synes, der skal noget fokus på den måde, som plejefamilier bliver behandlet på, for man bliver ikke behandlet, som hvis man har et normalt arbejde, siger Vinisari Olsen.

Vinisari Olsen er en af regions 11 hundrede plejeforældre, og hun mener, at der er færre plejefamilie, fordi lønnen er for dårlig. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Vinisari Olsen er overbevist om, at det er den lave løn, der er skyld i faldet af plejefamilier.

- Jeg tror simpelthen, at det er fordi, lønnen generelt er for lav til at arbejde 24 timer i døgnet, når man selv skal betale sin pension og så videre.

Mistillid mellem plejeforældre og kommuner

På landsplan mangler der ifølge Plejefamiliernes Landsforeningen 20 procent flere plejefamilier for at dække behovet. Udfordringen er bare at for få melder sig på grund af dårlige vilkår, mener landsforeningen.

Det er et enormt hårdt arbejde at være i. Vi har ikke ferie, vi har ingenting

Thomas Vorre, formand for Plejefamiliers Landsforening

- Det er et enormt hårdt arbejde at være i. Vi har ikke ferie, vi har ingenting. Så der er nogle, der skal passe på os. Vi skal have et tillidsforhold til kommunerne, men der er opbygget en mistillidsrelation mellem os og kommunerne og omvendt, fordi det hele er bygget op omkring det her tossede lønsystem, siger Thomas Vorre, formand for Plejefamiliers Landsforening.

Thomas Vorre, formand for Plejefamiliers Landsforening mener, at der er opbygget en mistillid mellem plefamilier og kommuner. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

- Hvis du som ganske almindelig lønmodtager lige pludselig modtager en besked i din e-Boks om, at man skal gå ned i løn, selvom man har gjort et godt stykke arbejde, så er der mange, der vil stoppe, siger Vinisari Olsen.

Jeg elsker at arbejde med der her skæve børn. Det er det, mit hjerte brænder for, men jeg magter ikke de kampe, der er med systemerne rundt omkring

Bente Nielsen, tidligere plejemor

Bente stoppede efter 22 år - magtede ikke kampen

En af dem der har oplevet den manglende tillid, er Bente Nielsen, der har været plejemor i Ringsted Kommune i 22 år.

- Jeg elsker at arbejde med de her skæve børn. Det er det, mit hjerte brænder for, men jeg magter ikke de kampe, der er med systemerne rundt omkring, siger Bente Nielsen.

Bente Nielsen er stoppet efter 22 år som plejemor, fordi hun ikke magter at kæmpe mod systemet. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Bente Nielsen valgte at stoppe i september, efter Ringsted Kommune besluttede at skære i plejefamiliernes vederlag.

Hun mener, der er én bestemt ting, der vil løse problematikken.

- Det kunne være nogle ordnede forhold. En overenskomst på området, så vi kunne få pensionsordning, og så vi kunne få ferie. Så vi for eksempel kunne tillade os at blive syge. For det kan man ikke.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App