Nadia vil give datteren en uforglemmelig dag - rekordmange gør det samme

Et stigende antal forældre søger om hjælp til at betale for konfirmationen. Det kan især mærkes hos landets organisationer, hvor pengene fordeles.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Konfirmationskjoler, pynt og mætte maver kan være en dyr omgang for de forældre, der skal have kortet op ad lommen. 

Langt fra alle forældre har pengene til at afholde konfirmationer. Det viser tal fra flere af landets organisationer, som tilbyder konfirmationshjælp. 

Om få uger skal Nadia Bressendorff fra Ringsteds datter konfirmeres. En fest som hun ligesom et stigende antal danskere har søgt hjælp til at kunne finansiere.  

- Jeg er virkelig glad for, at det er en mulighed. Det er en kæmpe hjælp at kunne give det ekstra, som mange andre familier kan, siger Nadia Bressendorff og fortsætter:

- Det er et psykisk pres, når man ikke har midlerne til at gøre, det man gerne vil.

Hun er én ud af 850 personer, som i år får konfirmationshjælp fra Dansk Folkehjælp. 

Inflationen presser

Sidste år var det 801 personer. 

Hos Dansk Folkehjælp er man ikke i tvivl om, at årsagen til stigningen er inflation og højere fødevarepriser, som presser organisationens målgruppe. 

- I Dansk Folkehjælp støtter vi mennesker, der er på en social ydelse, og ydelsesniveauet er ikke fulgt med udviklingen i forhold til inflation, siger Dansk Folkehjælps generalsekretær Mirka Mozer og fortsætter:

Konfirmationshjælpen hos Dansk Folkehjælp består af et gavekort på en værdi af 2000 kroner, fortæller generalsekretær Mirka Mozer.
Konfirmationshjælpen hos Dansk Folkehjælp består af et gavekort på en værdi af 2000 kroner, fortæller generalsekretær Mirka Mozer. Foto: Dansk Folkehjælp

- Det er blevet dyrere for os alle sammen at handle i supermarkedet. Når ens ydelsesniveau så ikke er fulgt med den udvikling, så bliver familierne selvfølgelig presset endnu hårdere. 

Her i sendeområdet har Dansk Folkehjælp i år støttet 118 personer, mens det sidste år var 111. 

En del af fællesskabet

For Nadia Bressendorff var det at give datteren en uforglemmelig dag årsagen til, at hun besluttede sig for at søge om hjælpen.

- Jeg skal ikke føle mig presset over, at min datter måske ikke får helt det samme, som de andre børn, siger Nadia Bressendorff. 

Og hun er langt fra den eneste.

Når Dansk Folkehjælp har uddelt konfirmationsstøtte, sender organisationen efterfølgende et spørgeskema ud til dem, der har fået hjælpen.

Hvem kan få konfirmationshjælp?

Hos Dansk Folkehjælp kan man få konfirmationshjælp, hvis man er på social ydelse og har et barn, der skal konfirmeres.

Fra næste år ændrer organisationen dog kravet om, at barnet skal konfirmeres, for at man kan få hjælpen.

Fremover kan man altså også søge, hvis ens barn skal nonfirmeres, humanistisk konfirmeres eller på anden vis markere overgangen fra barn til ung.

Konfirmationshjælpen består af et gavekort på en værdi á 2000 kroner.

Og her får de et indblik i, hvad der generelt får folk til at søge.

- Det at kunne holde en konfirmation og skabe et familieminde med de nærmeste betyder selvfølgelig rigtig meget. Men det er også ekstremt betydningsfuldt, at børnene kan tale med deres kammerater om, at de også har holdt konfirmation, og på den måde være en del af det fællesskab, fortæller Mirka Mozer.

Ærlighed er vejen frem

Ifølge Nadia Bressendorff er det svært, men nødvendigt at være ærlig om sin økonomi. 

- Jeg synes, det er meget sårbart at gå ind og sige, at man ikke har råd til at holde konfirmation, siger hun. 

Nadia Bressendorff er grundet dårligt helbred tilbage på uddannelsesbænken, hvor hun nu forsøger sin familie, mens hun er på SU. 

Hvad koster en konfirmation?

I 2023 undersøgte Nordea i samarbejde med YouGov danskernes forbrug i forbindelse med konfirmationer.

Den viser, at den samlede regning for en konfirmationsfest med 38 gæster gennemsnit lander på 22.570 kroner.

Efter tøjindkøb til både festens hovedperson og resten af husstanden plus en gave fra forældrene på næsten 7.200 kroner, ligger de samlede udgifter på 35.700 kroner i gennemsnit.  

Ifølge Nordeas forbrugerøkonom Ida Marie Moesbye er der dog et bredt spænd, når det kommer til konfirmationsudgifter.

De varierer med mere end 10.000 kroner fra cirka 26.000 kroner i den lave ende mod over 37.000 kroner i den høje, hvis man sammenholder budgetterne for en lavindkomst- og en højindkomstfest.

Kilde: Nordea

Af organisationen har Nadia Bressendorff modtaget 2000 kroner. Der er dog ingen tvivl om, hvad pengene skal bruges på. 

- Det frigiver nogle midler til, at min datter kan købe den konfirmationskjole, som hun gerne vil have, siger Nadia Bressendorff. 

For selvom budgettet er lille, er der noget stort at fejre.  

- Man vil gerne som forældre give sine børn en god fest, så de har lidt at fortælle om. Det gør det muligt, at vi nu kan pynte op til fest, fordi det skal være hyggeligt, siger Nadia Bressendorff. 

Rekord mange ansøgere

Det er ikke kun ved Dansk Folkehjælp, at der er sket en stigning i antallet af ansøgninger.

Det samme er sket ved Børnesagens Fællesråd og Foreningen for Enestående Forældre, som lige som Dansk Folkehjælp uddeler økonomiske stipendier herunder konfirmationshjælp.

- Der er rigtig mange eneforsørgere og familier, som har brug for økonomisk hjælp, siger Pernille Gry Petersen, der er generalsekretær i Børnesagens Fællesråd.

Ligesom Mirka Mozer kobler hun stigningen i efterspørgslen på konfirmationshjælp med inflationen. 

quote Der er ikke tale om, at de ikke har råd til at købe en stor gave eller køre i limousine fra kirken. Der er tale om familier, der springer måltider over

Pernille Gry Petersen, generalsekretær, Børnesagens Fællesråd

Hos Børnesagens Fællesråd oplever de, at de familier, der har allermindst, fortsat er meget påvirkede af prisstigningerne.

Og det går udover muligheden for at kunne give børnene det, der i mange andre familier er en selvfølge.

- Det er hjerteskærende, når der er forældre, der beretter, at de ikke har penge til de helt basale ting. Der er ikke tale om, at de ikke har råd til at købe en stor gave eller køre i limousine fra kirken. Der er tale om familier, der springer måltider over, og som ikke kan købe årstidssvarende tøj til deres børn, siger Pernille Gry Petersen. 

Læs også
Fireårig lider af sjælden genfejl - nu får han drøm opfyldt
Læs også
Fireårig lider af sjælden genfejl - nu får han drøm opfyldt

Hos Børnesagens Fællesråd har de i 2024 modtaget 343 ansøgninger, mens de i 2023 modtog 306. 


Nyhedsoverblik