Motorcykler hærger fortsat landevej - nu går kommunen ind i sagen

Michael Rosenmark har kontaktet politiet og kommunen flere gange for at få stoppet fartgale motorcyklister. Nu vil kommunen undersøge omfanget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Snekkerupvej nord for Ringsted fortsætter motorcyklister deres vanvidskørslen.

Senest i tirsdags oplevede Michael Rosenmark, der er nabo til landevejen, at 10 motorcyklister fræsede forbi med over 130 km i timen.

Han har tidligere givet dokumentation til TV2 ØST, hvor der også blev kørt ræs på vejen i henholdsvis april og maj.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det er her på Snekkerupvej, Ringsted Kommune nu vil undersøge, hvor mange der kører for hurtigt, og hvor hurtigt de kører. 
Det er her på Snekkerupvej, Ringsted Kommune nu vil undersøge, hvor mange der kører for hurtigt, og hvor hurtigt de kører.  Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

- Der er mest et problem i weekenderne, fortæller han.

- Jeg har filmet 27 forskellige motorcyklister indtil videre, og der har ikke været nogle gengangere. Så der kommer rigtigt mange forbi, siger Michael Rosenmark til TV2 ØST.

quote Politiet har været her med en videobil, men det sker typisk i hverdagene, og det er ikke dér, de kører ræs

Michael Rosenmark, Snekkerup.

Han har kontaktet både politiet og kommunen for at få sat en stopper for den vilde kørsel.

- Politiet har været her med en videobil, men det sker typisk i hverdagene, og det er ikke dér, de kører ræs, siger Michael Rosenmark.

Michael Rosenmark, der har haft en karriere i politiet, har målt nogle af motorcyklisternes hastighed til 127 kilometer i timen i gennemsnit, inklusiv opbremsning.

Hastighedsgrænsen på Snekkerupvej er 80 kilometer i timen, og det skaber utryghed, at motorcyklisterne ikke overholder fartbegrænsningen. 

- Det er utrygt. Vi ligger faktisk på en cykelrute mellem Lejre og Vigersted Kirke, hvor folk cykler, børn ridder på heste, og der render rådyr rundt her i området, siger Michael Rosenmark.

Artiklen fortsætter under billedet.

Michael Rosenmark har målt motorcyklister der kørte over 130 kilometer i timen på Snekkerupvej.
Michael Rosenmark har målt motorcyklister der kørte over 130 kilometer i timen på Snekkerupvej. Foto: Toke Grøndal - TV2 ØST

Borgmester Henrik Hvidesten (V) forstår godt utrygheden hos Michael Rosenmark, men han så tidligere ikke de store muligheder for at løse problemet.

- En af vores udfordringer er, at vi faktisk ikke kan gøre så meget ved den her trafik, fordi det foregår uden for byområdet, sagde han til TV2 ØST tidligere på måneden.

Vil undersøge omfanget

Selvom Michel Rosenmark flittigt har optaget motorcyklisternes hasarderede kørsel, så vil Ringsted Kommune have mere dokumentation. Derfor vil de nu gå ind i sagen.

- Vi kan undersøge, hvor stærkt der bliver kørt, og hvor mange det drejer sig om. Vi har brug for facts på bordet, siger Torben Lollike (R), der er formand i Ringsted Kommunes sikkerhedsråd.

Artiklen fortsætter under billedet.

Torben Lollike (R), formand, Ringsted Kommunes sikkerhedsråd.
Torben Lollike (R), formand, Ringsted Kommunes sikkerhedsråd. Foto: Toke Grøndal - TV2 ØST

Ifølge politikeren kan det gå udover fremkommeligheden, hvis man sætter hastigheden ned, og han tvivler på, at motorcyklisterne alligevel vil rette ind efter en lavere hastighed.

Alligevel vil han og resten af trafiksikkerhedsrådet nu vurdere, om de bør sætte en måler op.

- Jeg synes, det er interessant at få afklaret omfanget af problemet, siger han til TV 2 ØST.

Michael Rosenmark er tilfreds med, at Ringsted Kommune nu vil afdække vanvidskørslen, men han håber, kommunen sætter en måler op inden efteråret.

Læs også
Motorcykler suser forbi familiens hjem - men politiet kan ikke fange dem
Læs også
Motorcykler suser forbi familiens hjem - men politiet kan ikke fange dem

- Jeg håber meget på, de gør det, før sommeren er forbi. Ellers får de jo næppe et oprigtigt billede af kørslen herude, da motorcyklerne typisk kommer i foråret og om sommeren. De kunne også kigge på de videoer, jeg har optaget, siger han til TV2 ØST.

Ringsted Kommune ved endnu ikke, hvornår de kan sætte en måler op ved Snekkerup.


Nyhedsoverblik