Nyhedsoverblik

I dag åbner to nye ambulancestationer

Senere i dag åbner de to første af Region Sjællands nye ambulancestationer.

Det sker i Ringsted og Stege. 

Stationen i Stege vil blive indviet klokken 10.00 med taler og rundvisning for pressen, mens stationen i Ringsted vil blive indviet klokken 13.00.

Åbningen sker i forbindelse med, at Region Sjælland gennem deres nye ambulanceselskab Ambulance Sjælland overtager halvdelen af ambulancedriften fra Falck, og fra den 1. februar skal stå for driften af 16 ambulancestationer fordelt over regionen.

Med Ambulance Sjælland tager Region Sjælland noget af ambulancedriften tilbage med nye ambulancer og flere reddere, hvilket førhen primært blev drevet af Falck. 

Foruden de nye stationer i Ringsted og Stege, vil der senere hen også blive åbnet nybyggede ambulancestationer i Køge, Vordingborg, Faxe, Haslev og Nørre Alslev.