Nyhedsoverblik

Flere uheld på motorvejene

Fredag eftermiddag har der været adskillige uheld på de sjællandske motorveje.

På Vestmotorvejen mellem Ringsted og Sorø har der været to uheld, der har medført køkørsel i østgående retning.

Klokken 15.30 oplyser P4 Trafik på X, at der er ryddet op efter begge uheld, men at der stadig er kø, der skal afvikles.

Længere sydpå har der ligeledes været et uheld i eftermiddagstimerne.

På Sydmotorvejen i nordgående retning mellem Vordingborg og Udby er der sket et uheld omkring klokken 15.00. Vejdirektoratet oplyser, at der er omkring 10 minutters ekstra rejsetid på grund af kø.

Fredag har der været snevejr i store dele af landet og derfor opfordrer Vejdirektoratet trafikanter til at køre efter forholdene.