Efter brand i Ringsted: Falske alarmer fik beboere til at ignorere alvoren

Falske alarmer får beboerne i lejlighederne på Søndre Parkvej i Ringsted til at ignorere dem. Det kan være farligt, når der som i onsdags opstår brand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

For mange falske alarmer har fået beboerne i lejlighederne på Søndre Parkvej i Ringsted til at ignorere alarmerne.

Så i stedet for at have en advarende effekt, er det mere til gene. Det skriver DAGBLADET Ringsted. Men det kan være farligt, når der som i onsdags opstår brand i den ene opgang. 

35 beboere blev evakueret i onsdags, da der opstod brand i kælderen. En person blev tilset af en læge på grund af røg i lungerne, men ingen kom alvorligt til skade. 

På et bestyrelsesmøde sidst på måneden, skal de diskutere, hvad man kan gøre mod de falske alarmer, bekræfter bestyrelsesformanden overfor TV ØST. 

Formanden ønsker ikke at udtale sig yderligere på nuværende tidspunkt.