Ingen kom noget til ved brand i opgang i Ringsted

Der var ingen personer, der kom til skade ved branden i en opgang i Ringsted onsdag aften.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ingen af beboerne fra en opgang i lejlighederne på Søndre Parkvej i Ringsted kom noget til efter en brand onsdag aften. 

Det oplyser vagtchef Henrik Møller Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

- Det drejer sig om 35 beboere, der blev evakueret på grund af røg i opgangen, men ingen personer kom noget til. En person blev tilset af en læge på grund af røg i lungerne, men ellers kom ingen noget til, siger Henrik Møller Nielsen til TV ØST.

Brandvæsnet fik meldingen klokken 20.32. Branden er opstået i kælderen, og i løbet af torsdag vil politiets brandefterforskere undersøge stedet nærmere for at få klarlagt brandårsagen. 

Branden nåede ikke at brede sig til nogen lejligheder, men alligevel måtte beboerne finde et andet sted at sove.

- Der var en del sod i lejlighederne, og derfor har beboerne måtte finde et andet sted at sove i nat. Mange af beboerne har selv fundet pårørende, de kunne sove hos, og enkelte er blevet genhuset på kommunens foranledning, siger vagtchefen.

Det forventes, at beboerne kan flytte tilbage i løbet af torsdag.


Nyhedsoverblik