Den danske sejlsportsduo Jena Mai Hansen fra Holbæk og Katja Salskov-Iversen viste tirsdag medaljetakter i 49erFX-klassen ved OL i Rio.
Danskerne vandt den tiende sejlads, blev nummer to i 11. sejlads og sluttede dagen af med en fjerdeplads i 12. sejlads.
Dermed ligger Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen på en delt førsteplads sammen med to andre både inden torsdagens afgørende sejlads - det såkaldte medal race.
Både Danmark, Brasilien og Spanien er noteret for 46 point i spidsen af konkurrencen. Dramaet bliver ikke mindre af, at New Zealand på fjerdepladsen har 47 point.
/ritzau/