Vognmand sigtet - ulovligt at køre med demonstrerende sygeplejersker

En vognmand er blevet sigtet for at have stillet en studentervogn til rådighed for demonstrerende sygeplejersker fra Slagelse Sygehus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 8. juli kørte en studentervogn fyldt med festende mennesker rundt på Sjælland.
Selvom den på afstand kunne ligne en klassisk studentervogn med sine balloner og bannere på siden, så var vognen ikke fyldt med glade studenter, men i stedet en række sygeplejersker med slagord om bedre lønforhold. 

I forbindelse med strejken over lønforholdene havde sygeplejerskerne taget alternative metoder i brug. De arrangerede at køre rundt i studentervognen og gøre protesten til en fest. 

quote Der er en helt særlig lov, når det kommer til studentervogne

Thomas Tarpgaard, vicepolitiinspektør, færdselspolitiet, Midt- og Vestsjællands Politi

Det fik en tv-seer, der så et indslag om den anderledes protest, til at kontakte Midt- og Vestsjællands Politis færdselsafdeling for at høre, om man måtte det. 

Og svaret til det er, at det må man ikke. 

- Der er en helt særlig lov, når det kommer til studentervogne. De må kun bruges til persontransport i forbindelse med studenterkørsel eller optog som for eksempel Gay Pride, hvor vognen kører meget langsomt, siger Thomas Tarpgaard, som er vicepolitiinspektør i færdselspolitiet hos Midt- og Vestsjællands Politi. 

Derfor har politiet sigtet vognmanden for at køre med sygeplejerskerne under strejken. 

Må ikke tage fokus fra strejken

Ulla Birk Johansen der er kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd Sjælland understreger, at den alternative protest var arrangeret af en række sygeplejersker, der havde handlet i god tro. 

- De havde orienteret os om deres idé med studentervognen, og i Dansk Sygeplejeråd Sjællandskreds spurgte vi selvfølgelig ind til, om de var tilladt og lovligt. Det havde sygeplejerskerne fået at vide, at det var, så det er virkelig en træls situation, siger Ulla Birk Johansen. 

quote Sygeplejerskerne blev ikke orienteret om, at det ikke var lovligt

Ulla Birk Johansen, kredsnæstformand, Dansk Sygeplejeråd Sjælland

Sygeplejerskerne bliver ikke sigtet for at være på vognen, da det ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er vognmandens ansvar at overholde lovgivningen på området og ikke passagerernes. 

Hos Dansk Sygeplejeråd er de ærgerlige over, hvis episoden tager fokus fra strejken, der har været i gang siden den 19. juni. 

- Det er simpelthen ærgerligt, men der blev handlet i god tro. Sygeplejerskerne blev ikke orienteret om, at det ikke var lovligt, så havde de selvfølgelig aldrig arrangeret det, siger Ulla Birk Johansen. 

Læs også
Sygeplejersker protesterede i studentervogn - gjorde protest til fest
Læs også
Sygeplejersker protesterede i studentervogn - gjorde protest til fest

Ingen sager at sammenligne med

Thomas Tarpgaard fra Midt- og Vestsjællands Politi kan ikke fortælle, hvad straffen for sådan en forseelse er, da de ikke har nogen sager at sammenligne med, men straffen er en bøde.  

- Det er retten, der afgør, hvad størrelsen på bøden bliver, og det afhænger af mange forskellige parametre, blandt andet om der er tidligere lignende forseelser, siger Thomas Tarpgaard. 

 


Nyhedsoverblik