Syv ud af de otte partier i Regionsrådet har mandag vedtaget næste års budget. Med budgettet får sygehusene og psykiatrien i Region Sjælland 175 millioner kroner ekstra.
Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Pengene skal blandt andet bruges til at forkorte ventetiden på høreapparater, og de skal også muliggøre et nyt specialiseret behandlingstilbud, der kan redde flere patienter med blodprop i hjernen. Budgettet på i alt 20,3 milliarder kroner sikrer også, at ventetider på fertilitetsområdet bliver bragt ned.
Det er en økonomisk plan, der blev vedtaget sidste år, som nu giver mulighed for at investere i nye initiativer, forklarer regionsrådsformand Heino Knudsen (S).
- Vi har nu i Region Sjælland en økonomi i balance. Regionsrådet sikrer med næste års budget et stort og vigtigt løft af vores sundhedsvæsen, som kommer til at kunne mærkes af både patienter og medarbejdere, siger Heino Knudsen i pressemeddelelsen.
Flertallet i Regionsrådet bag budgettet for 2020 består af Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance. Enhedslisten har ikke tilsluttet sig budgettet.