Region Sjælland udvider psykiatrisk onlineklinik

Positive tilbagemeldinger er nu med til at sikre, at Region Sjælland udvider tilbuddet om psykiatrisk hjælp online.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Siden foråret 2021 har borgere i den sydlige del af Region Sjælland modtaget dele af deres psykiatriske behandling online. Nu bliver det tilbud udvidet. 

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Via videokonsultationer fra fire nytilknyttede speciallæger placeret i en klinik i København har man kunnet få hjælp, og med en udvidet løsning kan endnu flere patienter fremover få gavn af tilbuddet.

- Vi har rigtig gode resultater fra vores nye onlineklinik. Et af de vigtigste resultater er, at det er blevet muligt for patienterne at få en lægetid hurtigt, siger Tina Boel (SF), der er formand for Social- og psykiatriudvalget i Region Sjælland.

Samtidig viser erfaringerne, at behandlingen online fungerer lige så godt som fysisk fremmøde, ligesom behovet for at tilknytte vikarer er reduceret væsentligt i kraft af fastansættelsen af speciallægerne i den nye ordning, siger Tina Boel (SF), der er formand for Social- og psykiatriudvalget i Region Sjælland.

620 konsultationer

Onlineklinikken blev etableret ved Hovedbanegården i København som et forsøg på at imødekomme udfordringerne med at rekruttere speciallæger til Psykiatrien.

Region Sjælland har i årevis forgæves søgt psykiatere til at arbejde i Psykiatrien Syd og har i en periode manglet hele ni. Men da stillingerne i onlineklinikken i København blev slået op, kom der flere ansøgninger end tidligere:

- Onlineklinikken er en måde at løse vores rekrutteringsproblem på. Det er svært at få læger til at flytte herned, fordi de unge på medicinstudiet ofte stifter familie i København, men vi håber på sigt, at onlineklinikken betyder, at nogen rent faktisk får lyst til at flytte herned og bosætte sig og arbejde, lød det i efteråret fra ledende overlæge i Psykiatrien Syd i Region Sjælland, Jens Bo Thomsen. 

Læs også
Ingen søgte ledige psykiaterstillinger - så måtte regionen gå en anden vej
Læs også
Ingen søgte ledige psykiaterstillinger - så måtte regionen gå en anden vej

Og indtil videre er de tilknyttede læger tilsyneladende godt tilfredse med arbejdsformen. 

- Tilbagemeldingerne fra de nytilknyttede læger er meget positive, hvor både det gode faglige arbejdsmiljø og den centrale placering i København er attraktivt. Med udvidelsen skaber vi en fremtidssikret klinik, hvor der på sigt også kan blive plads til speciallæger fra andre psykiatriske afdelinger og måske endda også fra relevante afdelinger på de somatiske sygehuse, siger Tina Boel i pressemeddelelsen.

På nuværende tidspunkt er der ansat fire speciallæger samt en praksismanager i onlineklinikken.

Onlineklinikken har frem til årsskiftet afholdt 620 videokonsultationer.






Nyhedsoverblik