Ingen søgte ledige psykiaterstillinger - så måtte regionen gå en anden vej

Ingen søgte stillingerne som psykiatere i Psykiatrien Syd. Så blev jobbet slået op i København, og hele fem psykiatere er nu tilknyttet onlineklinikken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I en lejlighed på Dantes Plads i Københavns centrum har Region Sjælland de forløbne måneder indrettet en helt ny psykiatrisk onlineklinik, der skal betjene psykisk syge borgere på Lolland og Falster.

Psykiater Vibeke Råberg Mikkelsen er netop mødt på arbejde. Hun har været ansat siden den 1. juni.

- Jeg synes, at det var et kreativt projekt, hvor jeg så nogle muligheder for dels noget faglighed med andre kolleger, og så kunne jeg bruge min erfaring til at bidrage med behandling. Under coronapandemien fik jeg erfaring med online konsultationer, og det har fungeret overraskende godt, så jeg syntes, at det var spændende, fortæller hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Psykiater Vibeke Råberg Mikkelsen har en stilling på 30 timer og arbejder fire dage om ugen.
Psykiater Vibeke Råberg Mikkelsen har en stilling på 30 timer og arbejder fire dage om ugen. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

I alt er 5 psykiatere nu fastansat på onlineklinikken, og de møder altså på arbejde i København, men har derudover en fast ugentlig dag, hvor de møder ind til samtaler og møder i distriktspsykiatrien i Maribo.

quote Det er vigtigt, at borgere i provinsen også tilbydes speciallæge behandling i samme grad, som man gør i de store byer

Vibeke Råberg Mikkelsen, psykiater, onlineklinikken, Region Sjælland

Lyst til forandring

Vibeke Råberg Mikkelsen har arbejdet mange år i psykiatrien i Region Hovedstaden, og hun havde lyst til at prøve noget nyt.

- Jeg havde lyst til lidt forandring og tænkte, at det måske kunne være noget for mig. Samtidig er området ikke fremmed for mig. Jeg er student fra Nykøbing Falster Katedralskole, og jeg har veninder på Falster. Samtidig synes jeg, det er vigtigt, at borgere i provinsen også tilbydes speciallægebehandling i samme grad, som man gør i de store byer. Det har også været en del af min baggrund for at byde ind på et job som det her, siger Vibeke Råberg Mikkelsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Trine Kolbe fra Nykøbing Falster har vænnet sig til at tale med sin psykiater online.
Trine Kolbe fra Nykøbing Falster har vænnet sig til at tale med sin psykiater online. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

En af de patienter, der har glæde af det nye tilbud, er 21-årige Trine Kolbe fra Nykøbing Falster. For tre år siden blev hun indlagt med en psykose og har siden været tilknyttet distriktspsykiatrien i Maribo, hvor hun går til samtaler efter behov.

- Det var lidt svært i starten at vænne sig til, at man ikke længere sad med en læge overfor sig, men det er bare en tilvænningssag. Jeg er blevet vant til det nu, fortæller hun.

Flere ansøgere i København

Region Sjælland har i årevis forgæves søgt psykiatere til at arbejde i Psykiatrien Syd og har i en periode manglet hele ni. Men da stillingerne i onlineklinikken i København blev slået op, kom der flere ansøgninger end tidligere:

- Onlineklinikken er en måde at løse vores rekrutteringsproblem på. Det er svært at få læger til at flytte herned, fordi de unge på medicinstudiet ofte stifter familie i København, men vi håber på sigt, at onlineklinikken betyder, at nogen rent faktisk får lyst til at flytte herned og bosætte sig og arbejde, siger ledende overlæge i Psykiatrien Syd i Region Sjælland, Jens Bo Thomsen. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Vi håber,  at onlineklinikken på sigt, kan lokke nogen til at flytte herned og bosætte sig, siger ledende overlæge i Psykiatrien Syd i Region Sjælland, Jens Bo Thomsen.
Vi håber, at onlineklinikken på sigt, kan lokke nogen til at flytte herned og bosætte sig, siger ledende overlæge i Psykiatrien Syd i Region Sjælland, Jens Bo Thomsen. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Alt det praktiske i onlineklinikken sørger praksismanager Tanja Østergaard Thomassen for.

- I praksis foregår det sådan, at jeg planlægger lægernes programmer og orienterer distriktet om, hvornår lægerne er tilgængelige, og så booker de tiderne, fortæller hun.

Sikre optimale arbejdsbetingelserne

En almindelig arbejdsdag begynder med en morgenkonference, hvor man sparrer med hinanden,  og så går lægerne i gang med at tale med patienterne online. 

- Jeg skal sørge for, at vi har nogle velfungerende rammer, og at arbejdsbetingelserne for lægerne er optimale. Hvis jeg kan sørge for det, så har vi et godt grundlag for at lave en god grundstamme af læger, som gerne vil være her, og som vi kan fastholde, og så kan de holde fokus på at skabe værdi i samtalen med patienten, siger Tanja Østergaard Thomassen. 

Praksismanageren i onlineklinikken, Tanja Østergaard Thomassen, sørger for, at det tekniske fungerer og koordinerer tider for lægerne.
Praksismanageren i onlineklinikken, Tanja Østergaard Thomassen, sørger for, at det tekniske fungerer og koordinerer tider for lægerne. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

I alt er 400 patienter på Lolland og Falster tilknyttet klinikken, de kommer til online-samtaler i distriktspsykiatrien i Maribo, hvor en sygeplejerske er med og observerer patienten.

- Det er rigtig dejligt, at vi har læger nu, som er tilgængelige. Det, der er udfordringen er, at de ikke online kan lave dét vi kalder kliniske observationer. Førhen har vi været to sammen med patienten og vi har kunnet opdage noget forskelligt. Det er mere udfordret nu, og det er os, der nu må observere og være garant og nogen gange tage det ind i samtalen og nævne det for lægen. Det er ikke altid, de kan se, om patienten er nervøs og ryster, siger sygeplejerske Else Marie Bom Frederiksen Brædder.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sygeplejerske Else Marie Bom Frederiksen Brædder sidder ved siden af patienterne, når de har samtaler online, og kan observere patienten direkte.
Sygeplejerske Else Marie Bom Frederiksen Brædder sidder ved siden af patienterne, når de har samtaler online, og kan observere patienten direkte. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Psykiatrien Syd har indtil nu løst problemet med manglen på psykiatere ved at hyre konsulenter ind i kortere ansættelser. Med et fast personale får patienterne et bedre tilbud.

- Dét, at vi nu har en del faste læger, vi kan trække på, er rigtig dejligt. Det giver bedre samarbejde og behandling af patienterne. De får nogle bedre forløb, siger Else Marie Bom Frederiksen Brædder.

Nu kan vi få en samtale

Det er Trine Kolbe enig i, og hun er glad for det nye tilbud:

- Jeg synes, at det er en rigtig god løsning, at der er blevet fundet på de her onlinesamtaler. Det sikrer, at os der har brug for at snakke med en læge, vi ved, at nu kan vi få en samtale, og at vi ikke behøver at vente på, at der er en læge på afdelingen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Onlineklinikken i København er indrettet i en lejlighed i centrum.
Onlineklinikken i København er indrettet i en lejlighed i centrum. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Også Vibeke Råberg Mikkelsen mener, at online samtaler kan fungere, og at kvaliteten af behandlingen er i orden:

- Jeg spørger ind til de samme ting, som jeg gør, hvis jeg har patienten overfor mig, så jeg synes, at det fungerer godt, og jeg er af den overbevisning, at man får et indtryk af, hvordan patienten har det på den her måde, siger hun. 

En vanskelig situation

Pårørendeforeningen SIND, Landsforeningen for Psykisk Sundhed, har tidligere udtalt sig positivt over for ideen om en onlineklinik.

- Det er jo en reaktion på en vanskelig situation, man er i. Region Sjælland har forsøgt at rekruttere på alle mulige måder, blandt andet med en personalebus. Så når lægerne ikke vil komme til patienterne, så må vi prøve at gøre det omvendt, sagde formanden for SIND, Knud Kristensen, til TV2 ØST i november 2020, da beslutningen om at oprette onlineklinikken blev vedtaget. 

Læs også
Klinik i København skal lokke psykiatere til at søge job i Region Sjælland 
Læs også
Klinik i København skal lokke psykiatere til at søge job i Region Sjælland 

Online klinikken er et pilotprojekt og skal evalueres løbende. 


Nyhedsoverblik