Region Sjælland: 250.000 borgere kan få tredje corona-stik inden nytår

Med godt 634.000 borgere vaccineret med to stik melder Region Sjælland nu klar til at tilbyde tredje vaccinestik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Samtlige borgere bliver nu tilbudt et tredje stik med vaccine mod coronavirus. Dette kommer også til at ske i Region Sjælland, hvor de første borgere allerede fredag modtog en indbydelse med tilbud om såkaldt revaccination.

- I øjeblikket nyder vi generelt godt af genåbningen af samfundet med den vante frihed, som det giver. Mindre end ét år efter total nedlukning og mange COVID-19 patienter på vores sygehuse, er situationen under kontrol takket være vaccinerne, siger regionrådsformand Heino Knudsen (S) i en meddelelse og tilføjer:

- Sådan skal det helst fortsætte, så jeg vil opfordre alle til at booke en tid.

Intervallet mellem det andet og det tredje vaccinestik er seks måneder og 14 dage. Således har Region Sjælland fredag inviteret 20.000 borgere til at blive revaccineret.

250.000 inden nytår

Herefter vil det fortsætte med mellem 15.000 og 22.000 invitationer til borgere hver uge. På den måde forventer regionen, at man inden årsskiftet har fået givet det tredje stik til 250.000 borgere, svarende til knap 40 procent af de 634.000 borgere, som har taget imod de to første tilbud om at blive vaccineret mod corona.

I starten af oktober havde omkring 87 procent af borgerne i Region Sjælland i målgruppen for vaccinen taget imod mindst et vaccinations-stik mod corona.

Læs også
Region Sjælland misser vaccinemål - men indsatsen fortsætter ufortrødent
Læs også
Region Sjælland misser vaccinemål - men indsatsen fortsætter ufortrødent

Det er særligt ældre og sårbare, det vil sige de borgere, som hele vaccinationsindsatsen startede med, der er de første til at få tilbuddet.

- Personalet på vores vaccinationscentre er klar til at tage imod, men når så mange borgere skal igennem, er det bedst, hvis man booker en tid på vacciner.dk i stedet for bare at komme forbi uden tidsbestilling, selvom den mulighed stadig findes, siger Heino Knudsen, der samtidig glæder sig over, at vi kan se frem mod jul og nytår uden den smittespredning og det pres på sygehusene, vi desværre oplevede sidste år.

Sker ved drop-in

Revaccinationerne vil finde sted ved drop-in på vaccinationscentrene i Køge, Roskilde, Slagelse, Holbæk, Næstved, Nykøbing Falster og Maribo, mens der er mindst ét vaccinationscenter i hver kommune.

Region Sjællands beslutning om at invitere borgerne til at blive revaccineret ligger i forlængelse af de nationale sundhedsmyndigheder, der ud fra en sundhedsfaglig vurdering har besluttet at indlede revaccination af den almene befolkning.

Læs også
Første borgere har nu fået tredje stik mod corona
Læs også
Første borgere har nu fået tredje stik mod corona

Sidst på året vil de nationale sundhedsmyndigheder vurdere, om, og i givet fald hvornår, re-vaccinationsprogrammet skal fortsætte efter årsskiftet.


Nyhedsoverblik