Rapport: Region Sjælland har flest amputationer

Efter at sagen om unødige benamputationer i Region Midtjylland kom frem, har Danske Regioner undersøgt, hvordan det står til i de øvrige regioner i Danmark. Region Sjælland topper med flest amputationer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danske Regioner har netop offentliggjort den rapport, de har fået lavet, hvor man har undersøgt forløbet omkring amputationer hos patienter i alle landets regioner fra 2016 til 2021. 

Rapporten viser, at der er stor forskel på antallet af amputationer og karkirurgiske indgreb, når man sammenligner regionerne. 

Region Sjælland er den region, der topper med den højeste såkaldte amputationsrate, og der foretages mere end 70 amputationer pr. 100.000 borgere, der er over 50 år, pr. år. Til sammenligning har  Region Hovedstaden og Region Nordjylland faldende amputationsrater, og i 2021 var raterne i disse to regioner omkring halvdelen af raten i Region Sjælland. 

Rådgivning til patienter

  • Patienter, der har fået amputeret et ben, og som er i tvivl om han/hun har fået den rette behandling, kan kontakte Region Sjællands patientvejledning og få rådgivning. 
  • Rådgivningens åbningstid er udvidet i en periode, så der er åbent fra 8 til 20 på alle hverdage. 
  • Nummeret til Region Sjællands patientvejledning er 70 15 50 01

Rapporten, der er udarbejdet af Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram, viser, at tallene så anderledes ud blot tilbage i 2016. Her var regionernes amputationsrate af hofte, lår, knæ og underben ensartet, men fra 2016 begynder der at opstå store regionale forskelle. 

Rapporten viser også, at Region Sjælland er den region i landet, der har færrest forebyggende karkirurgiske behandlinger.

Amputationssagen kort

  • I april i år kom det frem, at op mod 47 patienter i Region Midtjylland årligt kunne have undgået amputation, hvis de havde fået den rette forebyggende behandling.

  • Amputationerne på lår eller underben er sket på grund af ingen eller for sen behandling for blodprop eller åreforkalkning i benet.

  • Styrelsen for Patientsikkerhed bad i maj Region Midtjylland om at identificere de patienter, som inden for de seneste ti år har fået en amputation, fordi de ikke har fået den rette behandling. Region Midtjylland får hjælp fra karkirurger fra hele landet til at hjælpe med at kigge cirka 1580 journaler igennem.

  • Danske Regioner har nu undersøgt kvaliteten af behandlingen på sygehusene i de øvrige regioner i Danmark, blandt andet i Region Sjælland. 

  • Amputationer på lår eller underben kan eksempelvis skyldes for sen behandling for blodprop eller åreforkalkning i benet og bliver foretaget på sygehusenes ortopædkirurgiske afdelinger. 


Amputationsforeningen: - Vi skal have det her undersøgt 

I Amputationsforeningen har man, siden det i april i år kom frem, at op mod 47 patienter i Region Midtjylland årligt kunne have undgået amputation, fulgt sagen og undersøgelsen af alle regionerne nøje. 

Læs også
Region Sjælland vil undersøge amputationer efter sag fra Jylland
Læs også
Region Sjælland vil undersøge amputationer efter sag fra Jylland

- Jeg er netop blevet kontaktet af regionsdirektør i Region Sjælland, Per Bennetsen, der gerne vil holde et møde, hvor vi skal tale om, hvad der skal gøres ved situationen i Region Sjælland. Det er ikke påvist, at mange flere amputationer nødvendigvis hænger sammen med lav kvalitet i behandlingen, men alle er enige om, at vi skal have det her undersøgt, siger Marianne Palm, der er formand for Amputationsforeningen. 

Marianne Palm er formand for Amputationsforeningen. Hun er ikke overrasket over, at antallet af amputationer er højt i Region Sjælland.
Marianne Palm er formand for Amputationsforeningen. Hun er ikke overrasket over, at antallet af amputationer er højt i Region Sjælland. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

quote Jeg tænker også, at det kan skyldes, at der er rigtig dårligt lægedækning ude i yderkanten af den her region

Marianne Palm, formand for Amputationsforeningen

Amputationer på lår eller underben kan skyldes for sen behandling for en blodprop eller åreforkalkning i benet. Rapporten viser, at Region Sjælland har færrest forebyggende karkirurgiske behandlinger, og regionen vil nu arbejde med at opspore patienter i risiko tidligere i samarbejde med blandt andet de praktiserende læger og hjemmeplejen i kommunerne.

- Her på Sjælland ser det ud til, at borgerne kommer for sent afsted, det er i hvert fald den officielle forklaring på, at tallet er hårrejsende højt her. Jeg har en lille provokation til det, for jeg tænker også, at det kan skyldes, at der er rigtig dårligt lægedækning ude i yderkanten af den her region, så man ikke har sin egen læge, og så man ikke bliver hørt, når man kommer og siger, at man har ondt i sit ben. Så kunne jeg godt forestille mig, at der bliver sagt, "gå hjem og tag to Panodil", siger formand Marianne Palm.

- I rapporterne er der taget forbehold for det, man kan kalde socioøkonomiske forhold, det er ikke fordi, vi er mere ældre eller mere syge her. Men der er alle mulige grunde til, at man ikke kommer tids nok afsted, der skal mange analyser til, og heldigvis er jeg inviteret med i det arbejde, det sætter jeg stor pris på, for hvis en amputation kan undgås, så er det en katastrofe for den enkelte, hvis vi ikke får gjort noget ved det, siger hun. 

Symptomer på åreforkalkning i benene

Et af de første symptomer er ofte, at man kan få ondt i læggen, når man går og derfor har behov for at holde flere pauser undervejs.

Man skal være særligt opmærksom:

- Hvis smerterne i benene forværres meget.

- Hvilesmerter

- Hvis der er sår på benene, som ikke vil hele.

- Hvis fødderne bliver kolde og blege

Diabetikere og rygere er særligt udsatte i forhold til at blive ramt af åreforkalkning i benene.


Rygere og diabetikere i Region Sjælland

Daglige rygere: 16,1 procent

Ryger 15 eller flere cigaretter om dagen: 8,1 procent

Borgere med diabetes: 7 procent

Kilde: Den nationale sundhedsprofil 2021


Region Sjælland sætter gang i handleplan

Hos Region Sjælland har Forretningsudvalget tirsdag vedtaget en handleplan for, hvordan amputationer nu skal forebygges. Der skal sættes ind på fem områder: Faglig udvikling, tidlig opsporing af patienter i risikogrupper, styrket kapacitet til flere karkirurgiske behandlinger, rådgivning til amputerede patienter og udvalgte patientforløb skal gennemgås. 

- Det allervigtigste for mig er, at vi kan se, at det er muligt at forebygge, og at det kan lade sig gøre at få antallet af amputationer ned, som de gør det i Region Hovedstaden og i Region Nordjylland, og det skal vi gøre for vores borgere, siger regionsrådsformand for Region Sjælland, Heino Knudsen (S) til TV2 ØST. 

- Der har ikke været nogen advarselslamper, der blinkede undervejs, men nu skal vi i gang med at finde ud af hvordan vi får antallet af amputationer ned, siger Heino Knudsen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland.
- Der har ikke været nogen advarselslamper, der blinkede undervejs, men nu skal vi i gang med at finde ud af hvordan vi får antallet af amputationer ned, siger Heino Knudsen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

 

quote Det allervigtigste for mig er, at vi kan se, at det er muligt at forebygge

Heino Knudsen, regionsrådsformand

Samtidig understreger han, at det nu drejer sig om at være mere opsøgende overfor de  patienter, der er i risikogruppen og få dem ind til undersøgelserne i samarbejde med kommunerne og de praktiserende læger. 

- Der har ikke været nogen advarselslamper, der blinkede undervejs, og alle årsrapporter og patientundersøgelser, hvor man overvåger området, har været tilfredsstillende. Vi har ikke haft lange ventetider, så vi skal ud og finde patienterne, siger han. 

Region Sjælland vil, for at få mere viden og læring, gennemgå i alt 80 patientforløb for patienter over 50 år, der har fået amputeret et ben uden forudgående karkirurgisk behandling. 

Der skal også laves en gennemgang af journalerne for de patienter, der har fået amputeret et ben, og hvor udredningsretten på 30 dage til karkirurgisk behandling ikke er overholdt. Gennemgangen skal vise, om der er patienter, der har ret til erstatning. 

Forretningsudvalget har afsat 10 millioner kroner i 2022 til at sætte tiltagene i gang, og budgettet vil også blive løftet i forbindelse med budgetlægningen for 2023. 

Hele rapporten fra Danske Regioner kan læses herunder.

document — Rapport fra Danske Regioner, 1.35 MB

Nyhedsoverblik