Region Sjælland vil undersøge amputationer efter sag fra Jylland

En undersøgelse i Region Midtjylland har vist, at man har foretaget benamputationer, der kunne være undgået.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere regioner vil nu undersøge, om der er blevet foretaget unødvendige benamputationer på patienter som følge af mangelfuld behandling.

Det skriver Avisen Danmark mandag.

Undersøgelserne skal sættes i gang på grund af en amputationssag fra Region Midtjylland.

Her kom det tidligere frem, at der er blevet foretaget op mod 47 årlige benamputationer, der kunne være undgået.

quote Vi frygter også, at andre regioner gennem en årrække har for mange amputationer

Morten Freil, direktør for Danske Patienter

Det er Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden, der vil undersøge, om det også er sket i deres områder.

- I Region Syddanmark har vi sat et arbejde i gang med at se på antallet af amputationer på de syddanske sygehuse, og om tallene giver anledning til eventuelle tiltag, oplyser koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen i et skriftligt svar til Avisen Danmark.

Læs også
Sundhedsklynger skal sikre mere sammenhængende patientforløb
Læs også
Sundhedsklynger skal sikre mere sammenhængende patientforløb

Hos Region Midtjylland, der allerede har undersøgt sine amputationssager, fremgår det af et notat, at regionen vil lave en dataanalyse, som skal dække hele landet.

Det gøres for at sikre, at patienter ikke i fremtiden risikerer at skulle få amputeret et ben unødigt.

Frygter lignende fejl hos andre regioner

Organisationen Danske Patienter mener, det er en god idé, at regionerne nu sætter undersøgelser i gang. Det siger direktør Morten Freil til mediet.

- Vi ser også gerne, at de får input fra de faglige selskaber, om der er lignende advarsler, der bør tages hånd om, siger han.

Han erkender, at eksisterende data bekræfter, at Region Midtjylland ligger særligt højt sammenlignet med de øvrige regioner.

- Men vi frygter også, at andre regioner gennem en årrække har for mange amputationer, fordi de ikke har prioriteret at forebygge tilstrækkeligt, siger Morten Freil.

I Region Nordjylland laver man ikke en undersøgelse, da regionen i forvejen indgår i den analyse, der afslørede problemer i Midtjylland.


Nyhedsoverblik