Nyhedsoverblik

Nyt forløb hjælper børn med diabetes

Region Sjælland har ændret måden børn starter i diabetesbehandling på. Indtil videre med stor succes.

Det er tre år siden Region Sjælland valgte at ensarte opstartsforløbet til børn med diabetes og deres familier. Det har ifølge regionen selv medført øget tryghed, kortere indlæggelsestid og en mere ensartet behandling.

Man kan blive behandlet på fire forskellige afdelinger som barn og ung med diabetes i regionen. Indtil 2020 gjorde alle børne- og ungeafdelingerne det på forskellige måder.

Nu er har man blandt andet ensrettet informationsmaterialet.

- Det giver meget mindre forvirring. Når vi spørger familierne i dag, så er der ingen kommentarer til informationsmaterialet, og det tager jeg som et tegn på, at det faktisk fungerer nu. Det er også en tryghed, at alle ambulatorier benytter sig af det samme materiale, for vi ved, at forældrene organiserer sig i grupper på Facebook, og der kunne der godt opstå forvirring, når enkelte detaljer førhen var forskellige fra sted til sted, siger Sidse-Marie Toubroe, projektleder i Steno Diabetes Center Sjælland.

Hvert år er der cirka 60 børn og unge i Region Sjælland, som får konstateret type 1-diabetes.