Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) får igen kritik i sagen om benamputationer i Region Sjælland.
Jyllands-Posten skriver, at regionsrådsformanden i juni i år personligt blev advaret om store problemer med kvaliteten af behandlingen på det karkirurgiske område af en tidligere praktiserende læge.
Desuden havde Styrelsen for Patientsikkerhed udstedt et påbud mod den karkirugiske afdeling på Slagelse Sygehus i maj 2019.
Alligevel udsendte Region Sjælland en pressemeddelelse den 9. august i år, hvori Heino Knudsen (S) blev citeret for at sige følgende:
- Vi har i forretningsudvalget selvfølgelig spurgt ind til, om der har været nogle "røde flag" i vores behandlinger og kvalitet. Tilbagemeldingen er, at der ikke har været tegn på udfordringer i kvaliteten. De patienter, der kommer ind i Region Sjællands karkirurgiske, er blevet behandlet og udret, som de skal, udtalte regionsrådsformanden.
I et svar til Jyllands-Posten skriver Heino Knudsen:
- Vi tager denne sag meget alvorligt.
Ifølge regionsrådsformanden er man i fuld gang med at styrke kvaliteten.
- Med handleplanen vil vi sikre gode patientforløb på regionens sygehuse, men også bedre forebyggelse, og at patienter i risikogrupper kommer tidligere i behandlingsforløb, skriver han.
Ifølge avisen sender regionsrådsformanden sender spørgsmålene videre i systemet og henviser flere gange til, at det må hans embedsmænd svare på.
Sagen kort
Region Sjælland er den region, hvor der bliver foretaget allerflest benamputationer. Hele 79 amputationer af hofte, lår, knæ og underben per 100.000 indbyggere blev foretaget hvert år fra 2019 til 2021 i Region Sjælland. Region Midtjylland ligger næsthøjest på listen med 60-65 amputationer per 100.000 indbyggere.
Flere medier har henover sommeren dækket sagen om de mange benamputationer i Region Sjælland. Den 13. september kom det frem, at regionens patientvejledere to gange har advaret om for lange ventetider på udredning af karkirurgiske patienter. Det er blandt andet i en mailkorrespondance at patientvejlederne gør opmærksom på problemet. Den lange ventetid kan havde betydet, at flere patienter har fået amputeret deres ben, fordi rettidig behandling ikke var muligt. Med andre ord kunne amputationen måske have været undgået.
Regionsrådsformand Heino Knudsen udtalte tilbage i august, at der ikke var ventetid på udredning og behandling af karkirurgiske patienter. Patientvejledernes advarsler viser altså, at Heino Knudsens udtalelse ikke var korrekt.
Tidligere har Jyllands-Posten fortalt, hvordan Heino Knudsen (S) gav forkerte oplysninger i pressemeddelelsen fra august ved at udtale, at der ikke har været ventetid på udredning af karkirurgiske patienter, mens dokumenter fra Region Sjælland viste det modsatte.
Medlemmer af regionsrådet for Venstre og Konservative vil derimod gerne kritisere Heino Knudsen (S) for ikke at lægge det fulde billede frem i pressemeddelelsen fra august. Dansk Folkepartis medlem af regionsrådet vil konkret stille en række spørgsmål til direktionen, når forretningsudvalget og regionsrådet mødes på et møde i dag, mandag.
- Vi forventer klokkeklart af direktionen, at vi får de korrekte og nødvendige informationer, siger Jan Herskov (DF) til Jyllands-Posten.