Generalprøve: Region Sjælland skal vaccinere 19.600 borgere på én dag

Mandag bliver 19.600 borgere i Region Sjælland vaccineret mod corona. Øvelsen er en generalprøve på at kunne masse-vaccinere, når vaccinerne er der.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Alle er klar, og alt er roligt - nu kan de bare komme med de vacciner. 

Sådan lyder den sidste melding fra de vaccineansvarlige på 21 vaccinationssteder i Region Sjælland. Det fortæller Trine Holgersen, der er direktør i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.

Alligevel er der spænding i luften forud for det kæmpe setup, der nu skal rulles ud.

- Det er klart, at vi i løbet af denne weekend kommer til at tælle hætteglassene med vacciner dobbelt, når de kommer ud og står klar i køleskabene på de enkelte vaccinesteder. Vi vil ikke stå i den situation, at der er en kasse, der er leveret til et forkert sted, det er vi mest opmærksomme på, fortæller Trine Holgersen.

Øvelser i alle regioner

I løbet af denne weekend vil biler fra Statens Serum Institut i København transportere massive mængder af vacciner ud til sygehusene, ikke blot i Region Sjælland, men til alle regioner. På mandag afholder alle regioner nemlig en øvelse i at kunne vaccinere mange borgere på én dag.

Vaccinatører er klar til at modtage borgere i Sportsbyen i Holbæk ved en tidligere generalprøve den 26. februar. Foto: Jakob Vind, Region Sjælland
Vaccinatører er klar til at modtage borgere i Sportsbyen i Holbæk ved en tidligere generalprøve den 26. februar. Foto: Jakob Vind, Region Sjælland

Vaccination i stor skala skal ske, så snart der er vacciner nok. Hvornår det sker, og hvor tæt vi er på det scenarie, tør Trine Holgersen ikke gisne om.

- I øjeblikket har vi cirka 3.000 vacciner om dagen, så der går et stykke tid, før vi er der. Der er stadig mange usikkerheder om leverancerne hele tiden, vi mangler stadig vaccinerne, fortæller hun.

quote Når vi har så mange igennem, så skal registreringen sidde helt i skabet

Trine Holgersen, direktør i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland

Øvelsen på mandag er altså en øvelse i at være klar. Testen går ud på at sikre at logistikken kan gå op i en højere enhed, når der om et stykke tid skal massevaccineres.

Bruger erfaringer fra tidligere

Region Sjælland og de øvrige regioner har afholdt en masse-vaccination tidligere, dog i mindre skala og færre steder. Den 26. februar blev 3.980 borgere vaccineret i henholdsvis Arena Næstved og Sportsbyen i Holbæk og 1.500 ansatte på sygehusene.

- Vi fik nogle gode erfaringer ved den sidste generalprøve i Næstved og Holbæk, hvor vi fik prøvet forskellige måder at organisere det på lige fra styring af trafikken på p-pladserne til fordelingen af opgaver i båsene, fortæller Trine Holgersen.

Læs også
Kurt bliver vaccineret ved regionens store generalprøve: - Jeg kan godt forstå, hvis de har bidt negle
Læs også
Kurt bliver vaccineret ved regionens store generalprøve: - Jeg kan godt forstå, hvis de har bidt negle

Eksempelvis har ledelsen efter den første generalprøve besluttet, hvordan logistikken omkring registrering på computeren og dem, der vaccinerer, skal foregå. Det bliver efter testen af arbejdsgangen nu sådan, at der er to, der tjekker borgerens oplysninger. Både en sekretær, der slår borgeren op og en sundhedsfaglig person, der tjekker igen og derefter giver vaccinen.

- Vi har organiseret det sådan, at en sekretær slår borgeren op, tjekker borgeren, og derudover er der en sundhedsfaglig person, der tjekker, og som så giver vaccinen – den rigtige vaccine – og det gav en god og patientsikker afvikling, siger Trine Holgersen.

- Når vi har så mange igennem, så skal registreringen sidde helt i skabet. Der må ikke ske fejl som et forkert klik på en computer. Der er vigtigt, at borgerne får de helt rigtige ting tastet ind første gang. Det sparer tid på længere sigt og er vigtigt i forhold til at corona-passene bliver korrekte, fortæller Trine Holgersen.

Der er indrettet vaccine-bokse til hver enkelt borger på vaccinationsstederne, her set fra oven ved generalrøve i Arena Næstved i februar. Foto: Jakob Vind, Region Sjælland
Der er indrettet vaccine-bokse til hver enkelt borger på vaccinationsstederne, her set fra oven ved generalrøve i Arena Næstved i februar. Foto: Jakob Vind, Region Sjælland

Nu går det altså løs igen med at få en masse gode erfaringer med at få hele alt til at gå op i en højere enhed, når så mange mennesker skal igennem på én gang uden for meget ventetid og kødannelse.

- Overordnet viste erfaringerne i februar, at vi kan nå meget mere, end vi havde troet. Så vi har nogle effektive arbejdsgange, og borgerne har været meget glade. Men vi vil gerne lære mere, og det skal køre upåklageligt i de 21 centre, så vi bruger det her som en beredskabsøvelse, fortæller Trine Holgersen.

Massevaccination i Region Sjælland mandag den 12. april

  • I Region Sjælland er 19.600 borgere indkaldt til vaccination mod corona på mandag.
  • De borgere, der er booket, kommer fra målgrupperne 7, 8 og de ældste i gruppe 9, altså aldersgrupperne fra 84 år og ned til 65 år.
  • Vaccinationerne sker på vaccinationscentrene i Region Sjællands 17 kommuner og på de fire vaccinationscentre på sygehusene i Holbæk, Slagelse, Roskilde og Nykøbing Falster.
  • Formålet med generalprøven er at teste bookning-systemet, trafikken og ankomsten til vaccinationsstedet og flowet gennem selve vaccinationscentret og observationsområdet efter vaccination 



Nyhedsoverblik