Det indeholder den nye lægeaftale

Samtlige af Folketingets partier er torsdag blevet enige om en ny aftale, der blandt andet skal få flere læger til yderområderne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det var en glad, samlet flok, der torsdag morgen mødte pressen på Christiansborg.

Samtlige partiers sundhedsordførere med sundhedsminister Ellen Trane Nørby i spidsen fremlagde nemlig en ny aftale, som skal give bedre lægedækning og blandt andte skaffe læger til for eksempel sygehusene og til de almene praksis.

- Vi er nødt til at tage fat med samme, for det må ikke være sådan, at man i et lille land som Danmark ikke kan regne med at have adgang til en læge, i det område man bor. Det skaber en utryghed og en ulighed i sundhed på tværs af landet, som simpelthen ikke er rimelig, og den skal vi i fællesskab komme til livs, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse.

Her er, hvad partierne er blevet enige om:

  • At forlænge perioden, hvor regionerne kan drive almene medicinske klinikker, fra fire til seks år i tilfælde af problemer med at skaffe læger. Sundhedsministeren fremsætter et lovforslag i efteråret 2017.
  • At give mulighed for, at alment praktiserende læger kan købe flere ydernumre direkte fra andre praktiserende læger. Sundhedsministeren vil fremsætte et lovforslag i efteråret 2017.
  • At afsætte penge til at give læger i yderområderne mere i løn i en treårig overgangsperiode. Hvor meget lægerne skal have i løn bliver fastsat ved overenskomstforhandlingerne senere på året, men parterne er enige om at afsætte et trecifret millionbeløb.