De allerældste skal vaccineres om få dage - men kun hver tiende tid er booket

Nu kan borgere mellem 95 og 108 år bestille tid til vaccination mod coronavirus. Der er masser af tider, men kun få har booket tid.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fra på søndag er det en helt ny gruppe af borgeres tur til at få et stik i armen og få vaccinationen mod coronavirus, hvis de altså har lyst.

Region Sjælland har åbnet for gruppen af borgere mellem 95 og 108 år, som ikke modtager hjælp i eget hjem. Det specifikke år 108 skyldes, at der bor en borger med den alder i regionen. 

- Vi har et særligt tilbud til gruppen af de ældste borgere, der ikke modtager hjemmehjælp. Der er åbnet 1000 tider for dem. De skal kigge i deres postkasse eller deres e-Boks, om de har modtaget et brev, fortæller Trine Holgersen, direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.

100 tider ud af 1000 er booket

I starten af denne uge meddelte Sundhedsstyrelsen, at man i denne uge vil få en sending af vacciner fra firmaet Moderna, og at disse altså skulle gå til de allerældste i landet. 

- Der er truffet en national beslutning om, at vi kan åbne for den gruppe, der hedder 85-årige, der ikke får hjælp i eget hjem. Der er man så blevet enige om nationalt, at der tager man fra toppen, altså de ældste først, derfor er det fra 95 år, fortæller Trine Holgersen. 

Læs også
Ny plan sikrer flere teststeder - se hvor du kan blive testet
Læs også
Ny plan sikrer flere teststeder - se hvor du kan blive testet

I alt har 1500 borgere i denne gruppe, der bor i Region Sjælland, fået besked om, at de kan blive vaccineret. Fredag formiddag er der dog kun 100 personer, der har booket tid. Derfor opfordrer regionen til, at man får booket en tid hurtigst muligt, og der er altså hjælp at hente, hvis man ikke lige ved, hvordan man booker.

- Vi ved godt, der kan gå noget tid, før brevet kommer, eller man kan være usikker på, hvordan man får bestilt en tid, og derfor er det vigtigt at få den her information ud om, at der er 1000 tider til søndag og mandag. Hvis man er usikker, kan man måske bede sine pårørende om at hjælpe, men vi har også mandet op på telefonerne i call-centeret, og de er klar til at tage imod den gruppe, der er over 95 år, og hjælpe dem med at booke tider, siger Trine Holgersen.

Andre grupper må vente med tålmodighed 

De 95-108-årige er dog ikke den eneste gruppe, der kan blive vaccineret. Også borgere over 85 år, der modtager hjælp i eget hjem, og frontpersonale er i gang med at blive vaccineret. Dog er flere gået forgæves i forsøg på bestille tid til vaccination, fordi der ikke er vacciner nok. Men her skal man altså blot være tålmodig. 

- Vi kan godt forstå, hvis gruppen, der får hjælp og pleje i eget hjem, tænker: Hvorfor er der nu nogen, der kommer ind her? 

- Men det er en national beslutning, fortæller Trine Holgersen.

Hvis man har brug for hjælp til at bestille tid, kan man ringe til Region Sjællands corona call-center på nummeret 70 20 42 33.

Vaccinationen vil foregå på Region Sjællands vaccinationscentre i Nykøbing Falster, Maribo, Slagelse, Næstved, Holbæk og Roskilde.


Nyhedsoverblik