Professor: Tømmerupsagen kan gå ud over folkekirkens omdømme

Hvad betyder Tømmerupsagen for folkekirkens omdømme? Etikprofessor mener, at sagen kan få negative konsekvenser, men biskoppen er ikke så bekymret.

Tema: Præst fra Tømmerup misbrugte børn i ti år
uniE095 Mere om tema
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den tidligere sognepræst i Tømmerup Kirke, Dan Peschack, er i dag blevet idømt ti års fængsel for at have misbrugt sin stilling og psykiske overlegenhed til at begå seksuelle overgreb mod en række børn og unge.

Mens overgrebene stod på, var børnene mellem 12 og 16 år gamle. Den 47-årige ekspræst blev blandt andet dømt for gentagne gange at have haft sex med en 12-årig dreng og en 13-årig pige, ligesom han også er kendt skyldig i at begå seksuelle overgreb på flere unge drenge, mens de lå og sov.

En usædvanlig grov sag, som kan skade folkekirkens omdømme, ligesom man har set det i den katolske kirke, efter flere sager om misbrug af unge drenge kom frem i lyset. Det mener i hvert fald Svend Andersen, der er professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet.

- I de senere år har vi været meget optagede af, hvad der er foregået i den katolske kirke med overgreb på børn. Derudover er seksuelle overgreb noget, vi bliver mere og mere bevidste om. Det kan vi se på hele diskussionen af #metoo-kampagnen. Der er stor opmærksomhed på, at overgreb er en meget alvorlig ting, siger han til TV ØST.

Skal melde klart ud

Og hvis man skal undgå et skadet image i folkekirken, er det derfor meget vigtigt at melde klart ud, at man tager Tømmerupsagen alvorligt, vurderer professoren.

- Man skal overbevise offentligheden om, at det her er et enestående tilfælde, som ikke præger folkekirken i al almindelighed, siger Svend Andersen.

quote Man skal overbevise offentligheden om, at det her er et enestående tilfælde, som ikke præger folkekirken i al almindelighed

Svend Andersen, professor i etik og religionsfilosofi 

- Og så skal man vise, at man er parat til at holde et skærpet øje med og indskærpe over for præsterne, at sådan noget bare ikke sker.

Biskop: Vi tager sagen meget alvorligt

Sagen i Tømmerup er blevet fulgt tæt af biskoppen i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, som har Tømmerup Sogn under sine vinger.

Han ser med stor alvor på sagen, og på baggrund af den har han sammen med provster og præster i stiftet drøftet, hvordan det kirkelige personale kan forebygge, at en tilsvarende situation opstår igen. 

- Herefter kan jeg konstatere, at budskabet tilsyneladende er slået igennem. Jeg har ikke fået meldinger fra forældre eller andre om bekymringer i forhold til det folkekirkelige arbejde, og jeg håber derfor ikke, at denne sag har skadet folkekirkens image, siger biskoppen.

Peter Fischer-Møller fokuserer netop på, at sagen i Tømmerup er enestående, og han mener ikke, at denne ene sag har skadet det generelle billede af folkekirken.

- Jeg håber, at folk opfatter, at vi tager det meget alvorligt, og at der derfor ikke er grund til, at folk på grund af denne sag skal miste tillid til folkekirken. Det skal virkelig understreges, at vi tager sagen meget alvorligt, siger han.

quote Folkekirken er en institution, der er styret af mennesker, og mennesker kan begå fejl

Peter Fischer-Møller, biskop, Roskilde Stift

Mennesker begår fejl

Synet på kirken kan ifølge professor Svend Andersen være ret afgørende, i forhold til om folk har lyst til at bruge den.

Han henviser til, at medlemmerne af folkekirken generelt strømmer væk, så en sag med en præst, der begår seksuelle overgreb mod børn og unge, kan føre til, at flere melder sig ud. 

Det mener Peter Fischer-Møller dog ikke er tilfældet.

- Folkekirken er en institution, der er styret af mennesker, og mennesker kan begå fejl. En gang imellem desværre også meget alvorlige fejl. Det kan man i skoler, det kan man i institutioner, det kan man allevegne i samfundet. Der er ikke nogen, der bilder nogen ind, at folkekirken ikke kan begå fejl. Men vi kan lære af vores fejl og tage vores forholdsregler, så vi kan forebygge, at der sker forbrydelser, som den omhandlede, siger han.

Uheldige episoder sætter sine spor

I forbindelse med sagens afgørelse har TV ØST spurgt provster i vores sendeområde, om de mener, sagen har haft betydning for folkekirken og for den måde, hvorpå de enkelte præster arbejder med børn.

quote Jeg har da flere gange kunnet have lyst til at trøste en konfirmand eller en minikonfirmand, der var ked af noget og give vedkommende en krammer, men det undlader jeg

Erhard Westenborg, provst, Tryggevælde Provsti

Både i Ringsted-Sorø Provsti og Tryggevælde Provsti vurderer provsterne, at sagen ikke har skadet folkekirkens omdømme.

Det er dog en sag, som ifølge provst Erhard Westenborg fra Tryggevælde Provsti har gjort præster mere bevidste om, hvordan de nærmer sig konfirmanderne.

Erhard Westenborg henviser også til tidligere uheldige episoder i den katolske kirke, som har sat sig sine spor i den måde, han er præst på. Af frygt for at hans omsorg for børn opfattes forkert, er der situationer, han bevidst undgår. 

- Man kan jo bruge præsten som en tillidsperson, som man henvender sig til. Jeg har da flere gange kunnet have lyst til at trøste en konfirmand eller en minikonfirmand, der var ked af noget, og give vedkommende en krammer. Men det undlader jeg, og det kan føles meget akavet ikke at kunne give udtryk for sine umiddelbare følelser, siger han.

Hvad har Tømmerupsagen betydet i provstierne?