Særlig klasse for ordblinde bliver nedlagt - forældre er bekymrede for deres børns læring

Forældre til ordblinde børn er bekymrede over, at Odsherred Kommune nedlægger en særlig ordblindeklasse. Nu skal de undervises på de lokale folkeskoler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Odsherred Kommune har et flertal stemt for at nedlægge ordblindeklasserne på Hørve Skole, som er et etårigt tilbud til kommunens ordblinde. I stedet flytter indsatsen ud på de lokale folkeskoler.

Men en række forældre til ordblinde samt lærere og læsevejledere frygter, at ekspertisen ikke flytter med, og at børnenes læring bliver tabt på gulvet.

quote Jeg er glad for, at jeg har fået den chance

Mathilde Høholt Larsen

- Mathilde har siddet i en klasse med kun fem børn, så hun har haft en voksen, der har haft tid og overskud og har vidst, hvordan de skulle håndtere det, som man ikke har vidst i folkeskolen overhovedet. Så hun har fået tryghed, hun har fået masser af lærdom, og så har hun fået nogle venner, der er ligesom hende, siger Mathildes mor, Michelle Høholt Larsen.

Mathilde: - Jeg er glad for, jeg har lært så meget

For det er lidt af en udfordring, når 10-årige Mathilde Høholt Larsen fra Nykøbing Sjælland skal læse en bog.

- Det er ordene, og hvordan man skal gøre det, og hvordan lydene er. Det, synes jeg, er svært, siger hun til TV2 ØST.

Artiklen fortsætter under billedet.

 
  Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Derfor begyndte hun sidste år i Odsherreds eneste klasse for ordblinde på Hørve Skole.

- Det har været dejligt. Jeg har lært meget. Jeg er glad for, at jeg har fået den chance, siger Mathilde Høholt Larsen.

Folkeskole
Læs også
Kommune nedlægger ordblindeklasse og laver et nyt tilbud
Folkeskole
Læs også
Kommune nedlægger ordblindeklasse og laver et nyt tilbud

Forældre: - Jeg tror ikke, folkeskolen magter opgaven

Men nu har kommunen altså valgt at lukke den særlige klasse for ordblinde.

- Det lyder ikke til, at de har styr på, hvordan de vil gøre det, og det synes jeg er rigtig synd. Hvis Mathilde skulle lære alt det, hun havde lært i år, i sin normale klasse – det tror jeg ikke, hun ville have nået, siger Michelle Høholt Larsen.

- Det er en meget stor opgave for nogle meget dygtige lærere, der er derude, som man tager fra dem og pådutter folkeskolen. Det tror jeg ikke, de kan magte lige nu. Vi har ikke fået at vide om, hvordan det skal foregå.

Artiklen fortsætter under billedet.

 
  Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

quote Jeg frygter, at de børn bliver ladt i stikken på skolen

 Michelle Høholt Larsen, Mathildes mor

Ordblindeklassen var præcis den rigtige løsning for Mathilde. På bare et år har hun hævet sit læseniveau betydeligt. Der går cirka 12 elever i ordblindeklassen om året.

- Jeg frygter, at de børn bliver ladt i stikken på skolen, fordi skolen ikke har midlerne til at hjælpe dem, eller lærerne ikke er uddannede til at hjælpe dem, siger Mathildes mor.

DEN NYE ORDBLINDEINDSATS

  • Frem for at flytte ordblinde elever fra deres skole og hen på en anden skole til Ordblindeklassen, skal støtten gives på barnets skole.
     
  • Der oprettes en stilling som koordinerende læsevejleder. Denne har ansvaret for tilrettelæggelsen af det kommunale tilbud og serviceniveau, samt for de tekniske hjælpemidler og for netværket af tale/læsevejledere på skolerne.
     
  • På de enkelte skoler udpeges lokale tale/læsevejledere med særlige kompetencer inden for tale-læseporblemer.

    Kilde: Sagsfremstillingen til byrådsmødet d. 30. juni 2020

DF stemte imod

På et byrådsmøde sidst i juli stemte byrådet om at ændre tilgangen til ordblinde. 21 stemte for og fire stemte imod. Én af dem, der stemte imod, var Julie Jacobsen fra Dansk Folkeparti.

- Jeg frygter rigtig meget, at der er nogle børn, der falder på gulvet, som kunne have gavn af den hjælp, som ordblindeklassen er, siger hun til TV2 ØST.

- Vi hører om børn, der kommer styrket tilbage, når de har været ude i ordblindeklassen. At de kommer tilbage med selvtillid og kommer ind i klassen med en anden pondus, end de havde før, hvor de måske stod lidt uden for både fagligt og socialt.

Artiklen fortsætter under billedet.

 
  Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

quote Vi kan ikke forstå, hvorfor vi skal nedlægge noget, der fungerer

Julie Jacobsen (DF), byrådsmedlem i Odsherred

Derfor er den lokale DF'er imod, at nedlægge klassen, der er særligt egnet til ordblinde elever:

- Vi kan ikke forstå, hvorfor vi skal nedlægge noget, der fungerer. Vi ser mange børn, der har gavn af det. At nedlægge noget, der er så specialiseret, og som så mange børn har gavn af, kan vi ikke forstå, siger Julie Jacobsen (DF).

Udvalgsformand afviser, at der er tale om spareøvelse

Søren With (S) er formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Odsherred Kommune. Han afviser, at der er tale om en spareøvelse.

Artiklen fortsætter under billedet.

 
  Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Kommunen vil nemlig bruge de samme ressourcer, men fordele dem på de forskellige folkeskoler, hvor lærere skal opkvalificeres.

quote Jeg tror på, at det er bedre at få flyttet tilbuddet ud til eleven, i stedet for at flytte eleven hen til et tilbud

Søren With, formand for børne- og uddannelsesudvalget i Odsherred Kommune

- Jeg tror på, at det er bedre at få flyttet tilbuddet ud til eleven, i stedet for at flytte eleven hen til et tilbud. Vi har nogle eksempler på elever, der bliver transporteret langt, og det er ødelæggende for det sociale, i forhold til at man ikke går i almenklassen, siger han til TV2 ØST.

Mathilde Høholt Larsen forstår ikke helt de voksnes beslutning.

- Fordi der er andre ordblinde børn derude, og det er meget synd for dem.

Hendes mor håber, at andre får samme chance som Mathilde.

Men hun tvivler - især fordi den nye model allerede træder i kraft efter sommerferien.


Nyhedsoverblik